Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret.
(… fortsat)
Efter en Maaneds Forløb blev jeg udskrevet og kom paa Rekreation i Vranje. Her boede vi i Træbarakker, men de var saa smækfulde af store, fede Lopper, saa der var ikke til at være om Natten, ikke hvis man skulde sove. De fleste af os sov paa den bare Jord under Træerne i en Park. Det kan man ogsaa vænne sig til. Hvad jeg derimod ikke godt kunde vænne mig til, var, at vi nu skulde eksercere og marchere igen som i Rekruttiden. Det passede mig afgjort ikke at gaa og vade rundt i den „makedoniske Sne”, som det flere Tommer tykke Lag Støv, der ligger paa Gader og Landeveje om Sommeren, bliver kaldt.
Det ene med det andet gjorde, at jeg meldte mig frivillig tilbage til Fronten igen, da der engang blev spurgt, om nogen vilde melde sig. Maaske var Grunden den, at jeg, inden jeg blev syg, havde faaet Lov til at rejse hjem paa Høstorlov.
Mine Kammerater forude naaede jeg ikke mere ud til, for da jeg meldte mig paa Skrivestuen ved Batteriet, laa Orlovsbevillingen paa tre Uger parat til mig. Samme Aften snakkede jeg med nogle af vore Underofficerer, og vi drøftede ogsaa min forestaaende Rejse helt op til den danske Grænse.
De mente, at jeg nok stak af til Danmark, men jeg sagde til dem, at det ikke var min Hensigt, da jeg i saa Fald kunde have gjort det saa mange Gange før.
Dengang var det mit ramme Alvor, at jeg vilde komme igen. Hvad Underofficererne saa har tænkt og sagt om mig, da jeg ikke kom, lader jeg staa hen.
Dagen efter rejste jeg, dog uden at føle nogen Glæde over det lige straks. Jeg vidste, hvor svært det vilde falde mig at løsrive mig fra Hjemmet igen. Tre Uger hjemme gik alt for hurtigt, det vidste jeg, og saa skulde der siges Farvel igen. Saa var det næsten lige saa godt at blive herude.
Fra Miletkovo skulde Jernbanerejsen begynde. Her havde jeg engang i Foraaret en forunderlig Oplevelse, som jeg ikke glemmer. Det var endda kun noget saa almindeligt som en hvidmalet Jernbanevogn i et Tog, der kørte forbi. Men Vognen var dansk, der stod „Kødvogn” malet med røde Bogstaver paa den. Det var som at faa en Hilsen fra Danmark, som laa deroppe i Nord, ca. 2000 km borte.
Jeg kunde ikke løsrive mig fra Synet og stirrede efter Toget, saa længe det var at øjne.
Inden Orlovstoget kørte, fik hver tiende Mand en Riffel udleveret til Forsvar, hvis der skulde ske Overfald undervejs. Vore egne Karabiner og Geværer maatte ikke tages med. Der skete dog ikke noget, og efter en grundig Aflusning paa en østrigsk Station kørte vi ind i „das grosse Vaterland”.
Hvor effektiv en saadan Aflusning er, kan diskuteres, i hvert Fald stolede de civile Tyskere, særligt Kvinderne, ikke alt for godt paa den efter deres Omhu at dømme for ikke at komme i for nær Berøring med os i Toget.
(… fortsættes)