Senest ændret den 22. februar 2016 14:00

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Vi sejlede igen alene. Alt var, som da vi stampede af Sted paa vor ensomme Fart over Atlanterhavet og Stille­havet. De store Skibe og Slaget ved Santa Maria kunde godt være en Drøm, saa fuldstændigt var alting faldet til­bage i de vante Folder. Havet bredte sig vidt og tomt om­kring os, og kun Røgen af den trofaste Baden røbede, at der var andre Skibe i Verden end Dresden. Vi skiftede Vagter og levede Livet, som vi havde vænnet os til det, før vi kom i Eskadre, og det eneste, der røbede, at vi havde oplevet noget usædvanligt, var de endeløse Samtaler om Slaget, der spandt sig gennem Frivagterne og Vagterne med, og hvori Underofficerer og Menige gav deres Besyv med uden Persons Anseelse.

Nu var det forbi alt sammen, og Livet var alter blevet jævnt og dagligdags. I Tankerne genoplevede jeg Mor­genen efter Slaget, min Forbavselse over at se alle fem Skibe ligge fuldstændig uskadte, vor Søgen efter Vrag fra de nedskudte engelske Skibe og hele Flaadens Parade forbi Scharnhorst, der laa smykket med Flag og Signal-vimpler, saa nypudset og fin, som om den aldrig havde været i Slag.

Jeg hørte Hurraraabene, der rungede over Vandet, mens Skib efter Skib gled langsomt forbi Admiralskibet, og saa de Hundreder af Huer, der svingedes i Takt, og saa med et Slag var det Hverdag igen. Dresden, Leipzig og Baden skilte sig ud fra den øvrige Flaade, der sejlede til Valparaiso – det fik vi mærkeligt nok at vide med det samme – og hurtigt forsvandt ogsaa Leipzig fra vort Selskab. Nu gik vi igen paa Kapertogt sammen med Baden, og efter et Par Dages Sejlads forsvandt ogsaa den paa en særlig Sendelse.

To Dage efter Slaget mødte vi nemlig den lille Hjælpe-krydser Titania, „Gyngehesten” kaldet. Den havde kapret et stort norsk Sejlskib og forsøgte at slæbe det mod Vind og Sø. De to Skibe kom næsten ikke ud af Stedet, og vi morede os hjerteligt over det ejendommelige Skuespil. Vi lo ikke mindre, da vi fik at vide, at Nordmanden et Par Gange havde kappet Bugsertovet og forsøgt at løbe sin Vej, saaledes at „Gyngehesten” maatte sende et Par af sine smaa Granater efter den for at faa den til at standse op. Nu blev Baden spændt for den norske Sejler, medens „Gyngehesten” sluttede op som Halen i Optoget, og vi sejlede videre helt alene.