Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. Besætningen rejste med tog via Hamborg.
(… fortsat)
Ved Daggry blev vi vækket, fik en Kop sort Roekaffe og et Stykke tørt Brød.
Vi kom saa igen i Toget og fortsatte Rejsen mod Byen Güstrow i Mecklenborg, hvor vi fik et længere Ophold. Da Tiden faldt os lang, bad vi om Lov til at gaa ud og se paa Byen. Vi fik Tilladelsen, mod at vi lovede at være rettidigt tilbage.
Hen paa Eftermiddagen gik Rejsen videre til Stettin, hvor vi ankom ved Mørkets Frembrud.
Paa Banegaarden var mødt en Del høje Marineofficerer for at tage imod os. Vi fik Ordre til stråles at gaa om Bord i Isbryderen »Hindenburg« af Stettin. Den laa i Havnen med Dampen oppe, og skulde hurtigst muligt forlade Havnen.
Vi maatte saa i en Fart faa Køjesækkene om Bord og komme i noget gammelt Tøj. Fortøjningerne blev kastet los, og Kursen blev sat mod Swinemünde. Der var gode Logiforhold om Bord, og Lukafet var dejlig varmt, men der var hverken Proviant eller Køjeklæder. Det skulle vi faa, naar vi kom til Swinemünde.
Jeg fik Rortørn med det samme og fik samtidig Ordre til, naar jeg blev afløst ved Roret, at blive paa Broen som Udkig. Saa kom Chefen. Han spurgte, om jeg havde et Ur. Det havde jeg. Han sagde derpaa, at jeg kunde gaa ned i Lukafet og blive varmet op, men jeg skulde selv komme frem, naar jeg igen skulde afløse ved Roret, for der var Folk nok heroppe til at holde Udkig.
Undervejs ned gennem Stettiner-Haff sejlede vi gennem en hel Del Is, og dette foranledigede et saa frygteligt Spektakel i Lukafet, at man næsten ikke kunde tale sammen.
Vi ankom til Swinemünde ud paa Natten, korrigerede Kompasset og gik til Kaj.
Vi maatte gaa til Køjs paa de bare Brædder med Køjesækken som Hovedpude. Det var jo et temmelig haardt Leje, men da der var godt varmt i Lukafet, var det hele ikke saa slemt. Man var jo ikke forvænt med Bekvemmelighederne.
Sulten begyndte ogsaa at melde sig. Vi havde jo ikke faaet noget at spise fra om Middagen og havde ikke Udsigt til at faa noget før næste Dag.
(… fortsættes)