Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

For det var jo det: Flensborg var under den Den internationale Kommission. Den var rykket op i en sfære, der gjorde den til noget ganske for sig, og som fik dem, der ikke havde adgang til byen, til at gøre sig de letsindigste forestillinger om alle de vidundere, den gemte, og alle de muligheder, den frembød, hvilket gav sig udslag i, at jeg, hver gang jeg skulle dertil, var overlæsset med de mest aparte kommissioner, som nærmest var et udslag af den atmosfære af sensation, der efterhånden havde lejret sig om staden.

Ganske vist blev også 1. zone styret af samme internationale kommission, men dér havde man den kun for øje i form af alenlange bekendtgørelser og forordninger slået op på alle mure; her var den i højeste grad en faktor i det daglige liv. –

Den var centrum, og enhver flagsmykket bil med mærket C.I.S., enhver hvidsløret nurse eller aparte klædt gentleman, som man mødte på hovedstrøget, havde Flensburger Hof som basis. – Men Flensburger Hof havde projiceret en kraftig underafdeling ud; det militære hovedkvarter i Mørvig. Det var så heldigt, at mine militære pligter førte mig såvel det ene sted som det andet. 

Var man først indenfor i hall’en i Flensburger Hof og kiggede sig om i halvlyset, der herskede under det gule glasloft, hvor de obligate søjler, palmer og læderlænestole hævede det hele op i den kosmopolitiske sfære, hvor alt er ens i alle fem verdensdele, måtte man vogte sig for ikke at gå på hovedet ind i en af Kiplings indiske fortællinger og tro sig hensat til officerskasinoet i Amritsar f.eks. –

Med nakken lige synlig over lænestolens ryg sad de senede, engelske officerer i samme kulør uniform som det lys, der sivede ned gennem det guleærtefarvede glas, ubevægelige, fåmælte, med »The Graphic« eller »Times« i hånden. På små kurveborde mellem de kolossale, polstrede klubstole var anbragt forfriskninger.

Selvfølgelig holdt det indiske eller kiplingske billede sig ikke ret længe. Så passerede civilklædte over hall’en og plumrede det. Men man fik et indtryk af en verden for sig, der, utilgængelig for alle uvedkommende, rørte sig derinde, og man morede sig over den atmosfære af fortrolighed, der herskede mellem dens beboere, som altid havde en eller anden bemærkning parat, når de strøg forbi hinanden. Der var péle-méle: nordiske journalister, nurser, franske og engelske officerer og civile kommissionsmedlemmer, opvartere, telefonpiger, C.I.S.-chauffører, portiers og – to civilklædte, danske militære.

Herinde under drivhustaget så jeg igen den slags udhalede, lakerede herrer og stærkt pudrede, elegant chausserede damer, som jeg overhovedet ikke havde set en eneste af siden min afrejse for to måneder siden fra København.

Det, der mest satte bevægelse i gestalterne derinde, mens jeg havde stade i en af de polstrede, var, at fru Bruce (»Die Königin« kaldet af tyskerne) skulle have en kurv med æg og lignende sager ud med prof. Mølgaards bil til Kollund. I kuriøs kontrast hertil foregik vagtafløsningen foran hotellet med al mulig højtidelighed.

Englænderne kom og stillede sig op med ryggen til, franskmændene vis-á-vis, så man fra restaurantens brede vinduer så lige ind i ansigtet på dem. Det var som nat og dag at se den snes mand fra hver sin nation stå dér overfor hinanden. – Englænderne, lange karle, meget røde i ansigtet, hvilket ikke stod særlig godt til den guleærtefarvede khakiuniform, yderst velovervejede i bevægelserne; og så de små franskmænd i harmonien blåt-brunt (ansigts-farven) – sort med alle de koldt glimtende sølvmedailler, som de havde hentet sig i København, på brystet, heftige i bevægelserne, selvbevidste, stærkt præciserende.

Soldaterne prægede i det hele taget gade- og kafélivet næsten som i København i krigsfangetiden, og fremmede måtte undre sig over, at det gik fredeligt. – Allerede tidligt søndag formiddag kunne man se alpejægerne i flok drive fra knejpe til knejpe. De yndede også at sætte deres store lastautomobiler, hvori de sad tæt proppede, i rasende fart op og ned ad Angelbovejen til og fra Mørvig, så folk flygtede i vild rædsel for krigschaufførens prøve på sin smarthed.

Der sad endnu en mængde afstemningsplakater rundt om på mure og plankeværker. De allerfleste var afgjort fra dansk side. Omtrent halvdelen af de dansksindede var affattede på tysk. Flere af dem virkede med stor kraft i modsætning til tyskernes, der forekom i påfaldende ringe udvalg med matte idéer, og hvor Uwe Lornsens hoved i en glorie og Holstens nældeblad med de dobbelttydige ord: »Bleibe treu!« var de mest fremtrædende. Og alligevel blev resultatet, som det blev. 

Jeg fik kun ialt seks gange talt dansk i Flensborg. En af dem, jeg talte med, havde plattysk til dagligt sprog, men var i stand til at tale godt dansk. Således er der sikkert mange, men man må søge nøje for at opdage det. Det er kun de gamle bygninger, der så højlydt og gribende taler et andet sprog end byens.  

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.