Sønderjyden Hans skriver:

Lørdag, den 3. Juli 1915.

Kære Moder og Søster!

I Aftes var vort Skansearbejde ikke uden Fare, vi lavede en Reserve-Skyttegrav et Par Hundrede Meter bag den første Grav. En Lyst er det at se, hvor baade Skrædder og Skomager, Skuespiller og hvad de nu alle er, kunde bruge Spaden for at komme hurtig i Jorden og faa lidt Dækning mod de mange Staalstumper, som kom syngende og surrende som Oldenborrer gennem Luften. Omkring ved Kl. 11 skød vort Artilleri nogle Huse i Brand ovre i A., et storslaaet Skue i den kønne milde Sommernat.

Ved Midnatstide kom der et andet Kompagni ud at arbejde. Jeg var den sidste i Rækken af vort Kompagni, og Føreren for det nylig ankommende Kompagni spurgte mig, hvad vi lavede. „En Reserveskyttegrav, Hr. Løjtnant,“ var mit Svar.

Derpaa spurgte han, om den var afstukket med et hvidt Baand [„mit einem weiszen Band“]. Nu misforstod jeg ham, jeg troede, han spurgte om Branden i A., og jeg sagde: „Javel brænder det ovre i A., Hr. Løjtnant.“ Nu blev han gal; han troede jeg vilde holde ham for Nar og sagde ærgerligt: „Lad det dog bare brænde, det kommer ikke os ved.“ Men saa blev jeg ogsaa gal; men mit gode nordslesvigske Lune svigtede mig ikke, jeg svarede ganske tørt, at vi havde Arbejdet i Akkord og havde nu ingen Taletimer, og saa maatte han gaa med den Besked. Men mine Kammerater og jeg lo, trods Bøsseknald og Granatskud, saa vi næppe kunde holde os paa Benene.

Ved Ettiden rykkede vi ind. Ildebranden i Vest og Maanen i Øst gjorde Arbejdet umuligt. Da vi var kommen godt hjem og var ved at faa en Bid Mad ovenpaa Nattens Anstrengelse, begyndte de at skyde saa heftigt, som jeg aldrig har hørt Mage til før. Franskmændene greb an, Maskingeværerne raslede, som om der rumlede en Snes Høstvogne hen over en brolagt Gade. Vi maatte gøre os færdige til Udrykning.

Men det varede ikke længe, før alt blev roligt igen og vi lagde os til at sove. Jeg trak endda Støvlerne af. Jeg tænkte som saa, det gaar vel endda, hvad enten jeg har Støvlerne paa eller ej.

I Dag er alt nu roligt igen og forhaabentlig styrer Franskmændene deres Hidsighed, saa længe vi er her. I Morgen Aften vender vi A. Ryggen igen.
Hjertelig Hilsen i Haab om Gensyn sender

Eders Hans.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)