3. april 1916. Gummi, bly og russere i underbukser

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Beslaglæggelse af gummi.

En bekendtgørelse om beslaglæggelse og tælling af gammelt gummi, gummiaffald og regenerater [genanvendelige produkter, RR] er trådt i kraft den 1.april. På grundlag af denne bekendtgørelse beslaglægges et større antal i de enkelte opførte slags af gammelt gummi og gummiaffald samt regenerater. Trods beslaglæggelsen tillades det dog at sælge genstandende til de med skriftligt bevis forsynede opkøbere for ”Kautschuk-Abrechnungstelle” i Berlin. Opkøbernes navne offentliggøres.

De beslaglagte genstande skal også anmeldes, og den første anmeldelse skal ske til den 10. april 1916 for de forhåndenværende forråd den 1. april.

Samtidig udkommer en anden bekendtgørelse angående højestepriser for gammelt gummi og gummiaffald.

Højestepriser for bly.

Den 1.april trådte en forordning om højestepriser på bly, såvel for rent bly som for legeringer og så videre i kraft. Holder nogen bly tilbage for at opnå højere priser, bliver det straks eksproprieret. Alle enkeltheder ses af forordningens ordlyd.

Knapheden på smørret.

Magistraten i Potsdam har i onsdags bekendtgjort, at indtil videre nedsættes portionerne af smør, enhver må få, til halvdelen. For fremtiden må beboerne i Potsdam kun få et fjerdingpund smør hver 14. dag!

Kafferistningen

vil også blive begrænset, meddeler berlinske blade.

Flygtede fanger i undertøj.

”Hejmdal” meddeler, at fire hos gårdejer Fr. Gæde på Marienlyst ved Dover værende russiske krigsfanger natten mellem tirsdag og onsdag har gennembrudt væggen i deres soveværelse og taget flugten. De havde kun undertøj på og var i bare fødder. Politihunden, der er stationeret i Dover, kunne forfølge fodsporene til Kongeåen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *