Hornaing den 6. februar 1916

Kære forældre!

Blot et par ord i en forfærdelig fart, da jeg ikke har ret megen tid; jeg farer som et lyn hid og did og alle vegne. Her passerer jo ikke så meget mellem år og dag. Jeg vil sende en del gamle billeder, som jeg har liggende, hjem.

I må ikke tage jer det så nær, at jeg ikke får skrevet så tit som ellers, der er ikke så meget at skrive om. I morgen får jeg orlov til Douai. Jeg vil besøge dr. Thomsen dér; det kan jo være en hel adspredelse i det evindelige det samme, og han ved forhåbent lig også en hel del nyt at fortælle.

Det er rart, at han ikke mere er i fronten. Han blev jo såret nede ved Vimy og La Folie; det er vist tredje gang, at han er blevet såret. Og nu er han bleven anstillet ved et lazaret i Douai. Douai er jo også en stor by, som nok er værd at se, og det er altid godt at komme lidt omkring, når man har lejlighed til det.

Her er det fineste forårsvejr – jeg tror snart, at jeg kan sende jer martsvioler hernede fra. De gamle jomfruer er fremdeles uhyre venlige mod mig. Det er det bedste kvarter, jeg endnu har haft her i Frankrig, og bedre får jeg det heller ikke. 

Der bliver snakket en hel del om, at vi alle sammen skal væk herfra, men der går jo så mange løse rygter af enhver art. Nå, jeg havde ikke noget imod, at korpset kom hen til et mere roligt hjørne, men det kan jo være, at dette hjørne med tiden også bliver roligt.

For øvrigt er det ikke så slemt at være i skyttegraven dér end længere tilbage, da franskmændene og tyskerne overalt hurtigt bliver enige om at lade hinanden i ro.

Jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen