Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto
Klokken var vel omkring elleve om aftenen, da toget standsede ved en lille station et stykke bag fronten.
Søvnige og stivbenede søgte vi ind i geledderne, og snart traskede vi igen af sted ud ad landevejen. Forude lød der en vedholdende torden, der snart steg og snart sank i styrke, og lyskugler i hundredvis oplyste horisonten.
Et par steder sås skæret af brand. Jo, her var krig, og vi gik lige ind i alt dette forfærdelige.
Vejene var overfyldte med alle slags køretøjer, artilleri, ammunitionsvogne, vogne med forplejning og andet materiel, ambulancer og lastbiler, og alle lagde de beslag på midten af vejen, hvor banen var hård, mens vi infanterister måtte gå i de optrådte rabatter.
Ovre på den anden side af grøften gik en strøm af flygtende civilpersoner, mænd, kvinder og børn. Alle slæbte de nogle få ejendele med, indbundet i et tæppe eller læsset på en barnevogn eller en trillebør. Disse flygtende mennesker er noget af det sørgeligste og mest håbløse, jeg har set under krigen. Jeg måtte altid tænke på dem derhjemme.
Henad klokken et om natten nåede vi Avion, og så snart der blev gjort holdt, kastede vi os alle ned på gaden, hvor vi stod, skubbede tornystret op under hovedet og sov.
Efter en times tid var vi igen på benene, og kort efter gjorde vi holdt i en arbejdskoloni ved et bjergværk. De fleste huse stod tomme, og vi tog dem straks i besiddelse. Det så ud til, at beboerne havde forladt
dem i største hast. Der, hvor jeg kom ind, stod der endnu mad i køkkenet, og der hang tøj i skabene. Vi smed os på det bare gulv, der her heldigvis var af brædder, svøbte os ind i vort tæppe og sov.
Flere gange i nattens løb hørte jeg som i søvne kanonernes torden.
Om morgenen fortalte man, at franskmændene den nat havde forsøgt angreb fire gange, men var blevet slået tilbage.
Vi var havnet midt i Nordfrankrigs grubeområde, hvor der lå bjergværk ved bjergværk, og man vil forstå de ufattelige ødelæggelser, krigen her havde anrettet! Der, hvor vi kom fra, havde vejret været smukt, men her var det regnfuldt og tåget, rigtig efterårsagtigt, og dagene syntes at være blevet så korte . . .
DSK-årbøger, 1960