Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.
(… fortsat)
Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?
Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.
Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.
En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen. Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.
Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.
Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.
Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.
Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.
(… fortsættes)