Senest ændret den 21. august 2016 21:11

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)