Senest ændret den 14. marts 2016 9:29
Feltpost fra Jens Christensen, dateret “i Løbegravene foran D. den 29.11. 1914.”
Om Natten falder der med faa minutters Mellemrum enkelte Skud, nogle høres fra det fjerne, andre fra ganske nært Hold. Det er Patrouiller, som ser, eller maaske mener at se noget mistænkeligt og saa forsøger, om Geværet endnu kan skyde. Det er næsten, som om man fra en Landsby hører en Klapjagt i en nærliggende Skov.
Der hersker nu mere Orden i alt, Geværerne bliver daglig renset og Uniformen holdt ved lige. I den nærmeste Landsby er der indrettet en Haandværksstue, hvor vore Skomagere, Skræddere og andre Haandværkere forretter, deres Arbejde, reparerer, forsyner Støvlerne, med Saaler og deslige. Ogsaa Kompagnibarberen træder igen i Funktion, barberer og klipper Haar.
Naar Vejret om Dagen er klart, og det ikke blæser alt for meget, kredser der altid en hel Del Flyvmaskiner i Luften, baade fjendtlige og af vore. Artilleriet ofrer da en Del Shrapnellskud paa dem, men opnaar kun sjældent et Resultat. Jeg har kun en Gang set en Flyver blive nedskudt, det var en fransk.
Vore Løbegrave faar nu mere og mere Udseende af en By, i Førstningen maatte der næppe tales, højt i denne, nu hænder det ofte, at en Del Kammerater, slutter, sig sammen og synger en Sang. Hvorfor ogsaa tage det saa tragisk, derved forværres Situationen kun. Forleden blev der raabt Hurra, da Budskabet om vor Flaades Sejr ved Chile naaede hertil. Franskmændene, har saa rimeligvis troet, at vi vilde storme, thi næppe var Hurraraabene hendøde, før der peb en Mængde Kugler hen over Løbegravene.
Vore “Villaer”,’ som vi ynder at kalde vore Hvilesteder, som er indgravet i Jorden, faar stadig et mere stueagtig Udseende. Paa Væggene opslaar vi Hylder, hvor de Ting ligger, som jævnligt bruges. I Døren ind til min Hule har en Glarmester indsat en Vindues-rude, hvilket har den Fordel, at Indgangen godt kan være lukket naar man læser eller skriver derinde.
Mange har deres Visitkort paa Døren, hvorpaa der ogsaa er skrevet Villaens Navn for at Kammeraterne lettere kan finde den paagældendes Opholdssted. Nogle har ogsaa opslaaet Plakater med allehaande humoristiske Stykker, saasom: “Folk med røde Bukser har ingen Adgang”, eller: “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”
Mange har en Kakkelovn inde i „Stuen”, det vil sige Kakkelovn kan man næsten ikke, kalde Tingesten. Det er en lille firkantet Kasse af Blik, saadant tilrettelavet, saa der kan fyres paa den. Det gaar nu ogsaa kun godt, saa længe der er Forraad af Kul i de omliggende Byer, thi med Træ kan der ikke fyres for Røgens Skyld.
Vi kan i det hele taget ikke klage, vi som ligger her i Midten af Kamplinjen. I Førstningen blev vi haardt medtaget og led store Tab, medens vor Virksomhed nu kun strækker sig til at holde Vagt. Det kan dog-hurtigt forandre sig, maaske allerede i Dag, i Nat eller i Morgen, hvem ved.
