28. januar 1916. Kresten: “En storsnudet flab …”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 28. jan. 1916 Kære forældre!

Mange tak for pakkerne; der er i alt atter ankommet fire. Nr. 4 med gås og flæsk. Nr. 5 med æbler, nr. 6 med strømper og chokolade, nr. 7 med smør. Alt er i bedste orden. Kun må der siges, at jeg i året 1916 ikke bruger flere strømper, for ellers fylder jeg jo hele proviantvognen med strømper, og det er jo egentlig ikke dens bestemmelse.

Jeg har begyndt min gamle virksomhed med at køre halm i Marchiennes. I dag smed jeg også meget vellykket om, og derved slap jeg med denne ene tur, de andre måtte lave to, så det kan ligefrem lønne sig at smide om.

Godt, at jeg ikke er i fjerde sektion, for de skal køre alle møddinger ud i hele Marchiennes – og det vil ikke sige så lidt.

Korporalen har betænkt mig med fire heste, han har jo ikke det allerbedste øje til mig, for jeg har så svært ved at forstå det forhold, at han er forvalter og jeg polak – og sådan vil han jo helst se tingene. En storsnudet flab, som jeg havde lyst til at skrive en ordentlig epistel om, hvis det kunne hjælpe noget. Sådan en mand, der skylder sin kone alt, hvad han bilder sig ind at være, og nu mener at være enehersker, da der jo er krig. Navnlig må indbyggerne døje meget ondt for hans skyld.

Nu i aftes er det sket, som jeg længe har forudsagt: orloven er blevet standset på et ubestemt tidsrum. Før pinse behøver I ikke at vente mig hjem, og jeg tror overhovedet, at jeg slet ikke kommer hjem, før der er fred. De regerer her med folk, som de vil, og bryder sig ikke om lov og ret. I de sidste måneder har der rejst én hver uge, deriblandt to vagtmestre og en godsejer, som alle har haft en lang orlov før, og vi andre – ja, hvad vil vi hjemme, vi har hverken kone eller børn eller gods.

Nå, mig kan det endelig være lige meget, når der blot var udsigter til fred men det lader jo ikke til, og jeg forstår ikke, at nogen kan se optimistisk på det, som sagerne nu ligger. Det får ingen ende endnu i dette år – ikke tale derom.

Hvorfor kan man dog ikke samle sig til en afgørende offensiv – det må da kunne lade sig gøre. Vi ved godt, at det koster mennesker, men det her koster ti gange mere; og skal der drives udmattelseskrig, så tager det lige så lang tid som for én at dræbe sig med tevand.

Ellers har jeg det jo godt. Hvad mener morbror om det hele?

Dr. Thomsen ser som sædvanlig lyst på det; han har sit lyse syn fra Nis Nissen; men om det gælder udfaldet eller tiden, ved jeg ikke. Jeg vil se, om jeg endog kan få orlov til Douai for at besøge ham, det vilde være helt oplivende.

Her er hver dag en kanonade, som må være trommefyr, da man må tage i betragtning, at vi her kun kan høre det svære skyts. Det er alt i retning af Arras. Men nu må det jo snart komme i beretningerne. Jeg vilde være meget glad for at få Nat. tilsendt eller dele af den – kundgørelserne kan I lade blive hjemme.

Med mange hilsner fra jeres hengivne Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *