Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han til Jegerup, hvor han søgte ind hos en bekendt.
Ved midnatstid fulgte han mig på vej og gav mig de nødvendige oplysninger og råd. Han advarede mig navnlig mod at nærme mig Mølby ved Sommersted, fordi denne by var meget tæt belagt med militær. Omsider skiltes vi, og efter hans råd gik jeg østen om Sommersted.
Det gik godt. Jeg søgte igen ind til banelinien og passerede en jernbanebro. Herefter gik jeg mod vest, idet jeg fulgte amtsbanesporet, der førte til Jels. Indtil nu var alt gået planmæssigt; men nu blev hele min fint udtænkte plan kuldkastet. Jeg løb nemlig vild.
Hvordan dette kunne ske, er den dag i dag en gåde. I seks timer løb jeg rundt, så hurtigt jeg kunne, men alle vegne var der vand, som jeg ikke kunne komme over. Et sted ville jeg løbe over en bro, og på et hængende hår var jeg lige ved at løbe i armene på en vagtpost, der stod der. Jeg var kun nogle få skridt fra ham, da jeg opdagede ham. Egentlig havde jeg nok set, at et eller andet ragede op i terrænet, men jeg troede, at det var et træ. Den mystiske genstand stod nemlig ganske ubevægelig.
Da jeg var kommet helt ind på ham, følte jeg det, som om det var den onde selv, der var dukket op —. Jeg gjorde kort omkring og løb derfra så hurtigt, jeg kunne.
Under mit vilde løb kom jeg til noget, der lignede en sø. Jeg troede, at det var en af søerne ved Jels, men i virkeligheden var det en å, der var gået over sine bredder. Jeg besluttede mig til at følge bredden af det, jeg formodede var en sø, for ved enden af søen måtte Jels by ligge. Men jeg løb og løb og kom ikke til nogen by.
Natten gik, morgenstunden nærmede sig. Da nåede jeg endelig til en by, men den lå på den anden side af vandet. Jeg var dog heldig. En jernbanebro førte over vandet, og snart var jeg inde i byen — som jeg altså troede var Jels. I en hel time spurgte jeg om en bestemt mands bopæl, men det var forgæves. Og nu begyndte det at blive lyst. Folk viste sig allerede i byens gader. Der var ikke andet at gøre end at finde et skjulested, og det så hurtigt, som muligt. Jeg listede ind på en større gård, og kort efter var jeg forsvundet på høloftet. Jeg sov det meste af dagen.
Ved hjælp af mit landkort fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i — Øster Lindet! Jeg var kommet alt for langt mod vest, fuldstændig ude af kurs; men jeg vidste i hvert fald, hvor jeg var og kunne lægge en ny plan.
Så snart det var blevet mørkt, begav jeg mig atter på vandring. Desværre løb jeg atter vild, men det var dog ikke værre, end at jeg et par timer senere atter var på den rette vej —. I disse timer havde jeg dog været helt inde ved det farlige Mølby, og først da jeg på banegården kunne læse byens navn, var jeg rigtigt orienteret.
Nu behøvede jeg bare at følge amtsbanesporet, så skulle jeg nok komme til Jels. Og det kom jeg også. Jeg opsøgte den mand, jeg havde en aftale med, kom indenfor og fik anvist en seng, men for en sikkerheds skyld kravlede jeg op i høet og skjulte mig.