Senest ændret den 22. februar 2016 10:14

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.