28. januar 1918. Füsilier-Regiment “Königin” og damerne i Elsass

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

I januar dækkede et tykt lag sne haver og vinbjerge omkring Mülhausen. Strålende solskin lå henover. Det var et vintertrylleri, som slesvig-holstenerne kun sjældent nød i deres hjemstavn.

Alligevel led füsiliererne ofte under kulden, når de var på øvelse. I denne måned gik der rygter om en fransk-amerikansk offensiv i retning fra Belfort og på hele den elsassiske front.

Den 7. januar blev dele af regimentet alarmeret på grund af stærk artilleribeskydning ved fronten. Der skete imidlertid ikke videre. Regimentets hviletid blev ikke yderligere forstyrret. På kejserens fødselsdag, den 27. januar, var der parade for general Schmidt von Knobelsdorff.

På denne eller de følgende aftener holdt kompagnierne deres fester, ofte med damer. Mange ømme forhold var nemlig allerede etableret eller blev det denne aften. Adskillige endte ganske vist alvorligt og ulykkeligt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *