Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Overrejsen var meget behagelig. Vi samledes til alvorlig Forhandling et Par Timer hver Formiddag og hver Eftermiddag og drøftede indgaaende alle de Spørgsmaal, der efter vor Mening kunde komme til Forhandling paa Fredskonferencen.
Vi besluttede at rette en Henvendelse til den franske Presse straks efter vor Ankomst til Paris og udarbejdede en Fællesudtalelse, som fik følgende
Ordlyd:
“Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske repræsentanter repræsenterer baade Nordslesvig og Mellemslesvig. Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.
Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.
Det Fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest muligt, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.
I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper.
Naar vi ønsker, at der skal vare en Frist, er det, for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.
Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5.
Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse.
Det vilde vare en stor Glade for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemningen i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred, og Afstemningen finde Sted snarest muligt efter denne. Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen rnaatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.
Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.
Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.”
Sønderjyske Årbøger, 1926.