A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der i begyndelsen af 1917 lå ved Veaux le Mouzon i Ardennerne
Den 28. Februar 1917 skulde Skydeskolens Afslutningsparade holdes for den tyske Kronprins. Dagen begyndte med Rusk og Regn og Blæst, der op ad Dagen voksede til Storm. Da vi om Morgenen trak vor Ballon frem for at fylde den med Gas, skete allerede det første Uheld, idet der ved Gaspaafyldningen opstod Gnidning i Gummislangen, der fremkaldte en Stikflamme, som meget hurtigt brændte frem imod Ballonen.
Men en af vore Gefreitere var hurtig i Vendingen. Han kommanderede Stop for Paafyldning, trak sin Sabel og skar Slangen over et Stykke fra Flammen og kommanderede Ballon fremad March — March. Vi fik saa fyldt Ballonen med større Forsigtighed, og lidt efter satte vi os i March mod Øvelsespladsen med Ballonen hængende en 50 m over Spilvognen. Ballonen svajede frem og tilbage i den stærke Blæst, og ingen havde Lyst til at gaa til Vejrs.
Skydeskolens Kanoner drønede hele Tiden, og ved 2- Tiden maa der være kommet Ordre til, at vi skulde observere, for nu blev Ballonen firet ned. Oberløjtnant Pfaffendorf og en ung Officersaspirant, en Søn af Rektoren ved Gymnasiet i Barmen, besteg Gondolen, og lidt efter gik Ballonen 300 m op. Spilvognen holdt paa en Eng, der var meget opblødt af den stadige Regn; derfor havde Hjulene Larvefødder paa. Vognen var spændt for med 6 Spand Heste. Den lille Trækvogn med Telefonspillet, fra hvilken Telefonkablet gik til Vejrs til Ballonen, havde placeret sig i Udkanten af et lille Krat, hvor det 3-4 Mand stærke Betjeningsmandskab sad under Tæpper og Regnfrakker, ca. 50 m fra den store Spilvogn.
Vi andre gik paa den vaade Eng og drev omkring og skuttede os i Regnen og Stormen med sjaskvaade Fødder. Pludselig lyder et voldsomt Skrald. Hestene stejler og springer rundt, Mændene nærmest Spilvognen danser Can-Can, Telefontruppen ryger ud af Krattet, som om nogen havde taget dem i Nakken. Saa lyder Raabet: Ballon brennt! Et Lynnedslag har tændt Ballonen i Brand, er derefter ad Staalwiren og Spilvognen gaaet ned i den vaade Jord og har derved givet de omkringstaaende og Hestene et elektrisk Stød. Paa samme Maade er det gaaet Telefontruppen.
Da jeg aldrig har været ude for en saadan Situation og endnu er lidt bedøvet, ser jeg mig omkring for at se, hvorledes de nærmeststaaende reagerer. Vor lille, skævbenede Sanitetsunderofficer fra Gelsenkirchen skotter op mod den brændende Ballon — og saa stikker han af, alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Og det gør vi andre altsaa ogsaa, for i første Øjeblik tænker man paa en mægtig Eksplosion i Ballonen, som kan ramme os alle, — og derfor af Sted — af Sted!
Men mange Meter har jeg nu ikke løbet, før jeg kommer i Tanker om, at det nok er noget Vrøvl, jeg tænker. En Ballon kan ikke saadan eksplodere; den kan kun brænde; der skal først dannes Knaldgas, det vil sige: Gassen skal blandes med en bestemt Del almindelig Luft, inden saadant kan ske. Jeg standser og ser Ballonen falde jævnt langsomt nedad med Ildflammer rundt omkring. De sidste 50 m er Opdriften næsten gaaet af den, og nu falder den hurtigere og hurtigere. Jeg stikker i Løb for at være paa Pletten, naar Gondolen falder ned for om muligt at kunne hjælpe, og er Nummer to paa Pletten, da Nedfaldet sker.
Sammen med en Gefreiter, der kom først, trækker vi Gondolen saa langt som muligt bort fra den nedfaldende Ballon, og nu gælder det om i største Hast at faa de to Observatører ud af Gondolen. Det lykkedes nemt med Pfaffendorf, der ligger øverst; derimod ligger Aspiranten livløs paa Bunden. Men ogsaa ham faar vi ud, inden Varmen bliver for uudholdelig og Faren for Knaldgas overhængende. Der er imidlertid ogsaa kommet flere til, som kan hjælpe.
Pfaffendorf fortalte bagefter, at da Lynnedslaget kom, var Aspiranten blevet helt ude af sig selv og havde forviklet Linierne til deres Faldskærme, saa de ikke kunde bruges. Saa havde han kastet sig ned paa Bunden af Gondolen og ved Nedfaldet faaet det voldsomme Slag. Pfaffendorf havde derimod klamret sig til Gondolens Bæreliner og derved i nogen Grad afbødet Slaget. Han havde brækket Kravebenet, det ene Ben og Fodrodsbenet.
Da de fleste vilde hjælpe Oberleutnanten med Forbinding m. m., tog jeg mig af Aspiranten, der laa som livløs. Jeg kom i Hu, hvad jeg havde lært i Egernførde paa teknisk Skoles Samariterkursus og var bl. a. med til at give ham kunstigt Aandedræt. Han døde dog mellem Hænderne paa os. Jeg glemmer aldrig det forpinte Blik, Pfaffendorf sendte mig, da Løjtnant Bliersbach forsøgte at trække de pæne, gule Støvler af hans Ben for ikke at ødelægge dem. Det var, ligesom han vilde sige: „Ja, nu godter du dig! Nu er det min Tur!“ Naa — den ene Støvle maatte alligevel skæres op.
Pfaffendorf blev lagt paa Baare og blev kørt til Toget, og jeg har aldrig set ham siden. Aspirantens Lig kom i et Teltlærred og blev baaret til Vaux og senere sendt til Barmen, og saaledes fik Forældrene deres 18-aarige Krigsfrivillige tilbage.