Senest ændret den 7. januar 2015 14:00

Hans Petersen fra Sodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86, der ved nytårstid blev flyttet til Moulin-sous-Touvent

28. december 1914

Om Aftenen Kl . 8 den 28. December rykkede vi ud af Byen St. Paul. Næppe var vi kommen til Udkanten af Byen, førend vi blev overrasket af en skybrudlignende Regn, og desuden blæste der en forrygende Storm. De opblødte Veje blev ligefrem til Sumpe; at og til var der en, som haltede ned i et dybt Hjulspor. For dem, som ingen tætte Støvler havde paa, var det ikke behageligt. Der var ogsaa et Par frivillige, som højt og dyrt forsikrede, at de havde aldrig været ude i et lignende Vejr.

Vi gik med krumme Knæer og krum Ryg og havde skudt Hjælmen ned i Nakken, for at Regnen ikke skulde løbe ned ad Ryggen. Der blev ikke sagt mange Ord, enhver havde nok i sine Tanker.

Paa en Gang blev jeg reven ud af mine Tankerved et Klask i Pløret, efterfulgt af et »Donnerwetter«. Det var Dr. Hayer, som var falden ned i et dybt Granathul, der var fyldt med Vand og Pløre. Det var et komisk Syn; men da Vejret var saa uhyggeligt, blev der ikke lagt meget Mærke dertil.

Vi marcherede hele Natten, først gennem Blérancourdelle og saa til Nampcel, hvor vi havde et kort Hvil. Vejret var imidlertid bleven klart, Blæsten havde lagt sig lidt, og Maanen skinnede nu og da ned gennem de jagende Skyer. Det sidste Hus i Byen var indrettet til Vagtstue; her sad Vagtmandskabet og røg Cigarer og spillede Kort.

Endelig kom vi til Moulin og troede, at Maalet var naaet. Det var det ogsaa for saa vidt; men vi skulde jo ud til Skyttegraven. Fra Byen ud til Skyttegraven gik der en to Kilometer lang Løbegrav; vor Vandring gennem den spotter næsten enhver Beskrivelse. Det havde nu regnet i mange Dage, og den Skylregn, vi lige havde faaet, havde ogsaa bidraget sit til, at Bunden i Løbegraven dannede et eneste Ælte. Somme Steder gik vi i til Knæene, saa Pløret løb os ned i Støvlerne. Den fede Lerbund voldte, at vi havde Møje med at trække Benene til os. Tit stod en eller anden og dyppede Støvlespidserne i Pløret; han var bange for at sætte Benet til; thi han vidste kun alt for godt, at han vilde synke i til Knæene.

I otte Timer havde vi marcheret og det med fuldtpakket Tornyster. Det var i Sandhed ingen køn Spadseretur. To Mand opgav ogsaa Ævred midtvejs, lod Støvler og Strømper i Stikken og ankom paa bare Ben. En stod i en lille Sidegang og spiste paa en stor Julekage. Jeg siger til ham: »Du er nok bleven sulten.« »Nej,« sagde han, »jeg spiser bare denne Kage, saa har jeg da den mindre at bære paa.«