Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.
Næste Middag blev han lagt paa Operationsbordet, vasket, renset og fotograferet; og dette er det frygteligste Fotografi, jeg nogensinde har set af et levende Menneske.
Op ad Dagen fik vi Klarhed over Ulykken. Sammen med den saarede kom ogsaa én af hans Kammerater, en prøjsisk Husarsergent, der var blevet let saaret over det ene Øje, og han fortalte Sammenhængen.
De havde været et Hold Tyskere sammen paa Arbejde hos en Møller i en lille Landsby ved Navn Thierzac.
En Aften havde de budt deres Vagtmand med i Byen paa Sold, og de havde drukket tæt allesammen.
Paa Tilbagevejen om Natten havde den ene Fange bebrejdet Vagtmanden, at de nu skulde ned og sove i det aabne, kolde Træskur, og herover var Vagtmanden blevet fornærmet. Da de kom ind i deres Træskur, havde de ikke Lyst til at gaa til Ro i Halmen, men bad Vagtmanden om at hente dem endnu en Liter Vin.
Dette nægtede han, hvorved Forholdet tilspidsedes.
I deres løftede Stemning begyndte de at synge og lave Fest med hinanden. Vagtmanden var gaaet ud og havde laaset Døren; men han turde ikke gaa bort for at sove, førend der var Ro, hvorfor han gennem Vinduet raabte til dem, at de skulde ophøre med at lave Fest. Da det ikke hjalp, sagde han det endnu engang, at de skulde slukke Lyset og lægge sig til at sove.
Dertil bemærkede han ophidset, at nu vilde han sige det tredie og sidste Gang og derefter gøre Brug af sit Gevær.
De slukkede ogsaa straks Lyset, og et Par af dem havde lagt sig; men derfor forstummede Festen jo ikke øjeblikkelig.
Nu henholdt Vagtmanden sig til sine Instrukser, maaske den eneste Passus, han har kunnet huske af dem.
Han afgav sin Ordre for tredie Gang, lagde umiddelbart derefter Geværet til Kinden og skød — rasende og fuld, som han var — i Blinde ind gennem Vinduet og midt hen i Flokken.
Der lod et Rædselsskrig fra mange Struber — et Sekunds Ro — og derefter en Jamren, der kunde faa forhærdede Hjerter til at bløde.
Virkningen af den gammeldags Blykugle af stor Kaliber var frygtelig.
Den første, der blev ramt, sad midt foran Vinduet i Halmen og snørede sine Støvler op. Han blev ramt i Panden, saa Kuglen gik ud af Nakken, og hele Hovedets Indhold sprøjtedes omkring paa Loft og Vægge.
Han var død i samme Nu. I lige Linie med ham laa der en, som lige var ved at falde i Søvn; Kuglen ramte ham i Underkæben, saa hele Underansigtet blev revet af. Derefter strejfede Kuglen hen over det ene Øje paa Husarsergenten, der slet ikke stod i den Retning, Kuglen var affyret.
Det mest tragiske var, at den Mand, der var død, ikke havde taget Del i Festen, han havde ikke mindste Skyld i hele Ulykken.
Da ingen af Holdet havde Tændstikker, raabte de paa Vagtmanden for at faa Lys; men han var gaaet op i sin Stue for at sove. I Mørke maatte de føle sig frem. Den Mand, som var død, antog de for haardt saaret, da han ikke rørte sig; derfor bar de ham hen paa hans vante Plads og lagde Tæpperne omkring ham. Den haardt saarede jamrede sig ustandseligt, og ved fælles Hjælp fik de lagt et Haandklæde omkring hans Hovede.
I Uvished tilbragte de en frygtelig Nat i det lille, mørke Træskur.
Først næste Morgen, da Dagen gryede, kunde de danne sig en rigtig Mening om Ulykken, der var sket.
Da Vagtmanden kom for at laase op, blev han vel nok lidt forbavset over det, han havde afstedkommet; men det rørte ham ikke synderligt — han havde jo »gjort sin Pligt«. —
Der blev sendt Bud efter Lægen, som først kom om Middagen, lian knude intet udrette uden at beordre de saarede indlagt paa Hospitalet, hvor de først ankom et Døgn efter, at Ulykken var sket.
Lægen mente ikke, at Sergenten var blevet ramt at Kuglen, derimod hældte han til den Anskuelse, at det kunde være blevet foraarsaget af en af de omkringsvirrende Knoglesplinter eller en Tand fra den haardt saarede.
Sergenten var overbevist om, at Mølleren bar Hovedskylden for hele Ulykken og karakteriserede ham som en nederdrægtig Bjergtrold.
»Vorherre bevare mig,« tænkte jeg, »før at komme hen at arbejde paa den Plads.«
Men Skæbnen!