Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 28.8.16

Min kære Jørgen!
Tak for dit brev fra den 23. Jeg fik det i går formiddag, og egentlig skulle jeg have svaret på det med det samme, men vi var jo til fødselsdag i Hauge i går, og så har jeg nu ventet med at skrive til i aften. Nu er der lidt mere ro. Ja, børnene er da ellers ikke i seng endnu, de leger lidt inde i deres lille kammer med dukkerne. Det er jo så vådt ude igen. Her har det regnet af og til i de sidste tre dage, det er ikke godt for kornet. Der er vel ikke høstet så meget rundt omkring, men det, der står på roden, vil vist lægge sig, for bygerne er temmelig slemme. Det var en hel oplevelse for dig med den franskmand, lidt afveksling. Ja, de vil også gerne i fangenskab, kan man forstå, så er livet jo da reddet. Jeg ville ikke ha’ været ked af det, hvis det havde været omvendt, og det kan jeg forstå, du har også tænkt, for det andet er jo forfærdeligt, kan jeg tænke mig. Du skriver jo ikke så meget om det… I eftermiddag har vi været lidt til fødselsdag hos Marie Gellert. Jeg tog en kage med derhen, for det er knap nu med sukker og med mel. Her i byen er stor opstandelse over, at de i denne måned kun har fået 1/4 pd. sukker til mands, og i andre kommuner får de mere. Der har været en »deputation« hos Eickemejer, og han sendte dem så til landråden. Det er såmænd heller ingen skade til, at de klager. Line Zilke førte nok ordet, hun har det jo i sin magt, især når hun biir lidt gal i hovedet!…

På lørdag skal der være sørgegudstjeneste i Hoptrup kirke over Knud Eriksen. Jeg skal jo vist også med, eller mon jeg kunne blive hjemme? I dag står der i avisen om to ny krigserklæringer, fra Rumænien og Italien til Østrig og Tyskland. Man tager det med ro nu, for det er ikke noget nyt længere, og man har jo heller ikke meget håb om, at det vil give forandring. Det har vi troet så tit, når der kom flere med i det. Nej, jeg tror ikke mere på, at menneskemagt kan hidføre en afslutning, det er forvirringen blevet for stor til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.