Morten Kamphøvener deltog som soldat ved Infanterie-Regiment Nr. 84. Han var journalist og udgav allerede i 1919 romanen “Det slesvigske regiment”, om kampene ved Verdun i 1916. I 1921 bragte Sprogforeningens Almanak følgende novelle fra hans hånd:
Hans sidsteTanker.
Der er noget ejendommeligt romantisk over en Bivuak. Baalet i Midten med knitrende, glødende Træstykker, rundt omkring Geværpyramider og brune Telte, og nærmest ved Ilden Smaaklynger af Soldater, der samtaler med hinanden, dybt alvorlige elle smaaskæmtende, alt eftersom deres Sindstilstand er paavirket af Dagen, der svandt eller den, der skal komme. Ovre fra Nabobaalet kan der lyde en vemodig Hjemlængselssang vibrerende, sentimental, saaledes som den tyske Soldat nu engang elsker at synge om den fjerne Hjemstavn.
Den, der selv har siddet i saadan en fortrolig Klynge af Kammerater, ved, hvilken ejendommelig Stemning der kan være over en saadan Bivuaklejr …….
Det var under Offensiven i Polen 1915, Regimentet var gaaet i Bivuak efter en anstrengende Dagsmarch. Teltene var bygget op med militærisk Nøjagtighed. Geværpyramiderne opstillede og indrettede. Nu sad de smaa samtalende Klynger ved Lejrbaalet. Yderst til højre sad Danskerne. ”Die Knacker”, som de blev kaldt af Tyskerne. Der var Tavshed til Stede blandt dem. Enhver tumlede med sine egne Tanker. Stilheden afbrødes kun en Gang imellem af en lakonisk Bemærkning. Underofficererne var til Parole hos Kompagnichefen, hvor Befalingerne for den kommende Dag blev udstedt.
Længst inde mod Ilden sad den unge Peder Storm. Hans solbrændte Ansigt belystes af Baalets Flamme, som gjorde, at det syntes næsten Karmosinrødt. Hans blaa Øjne stirrede aandsfraværende ind i Ilden, hvis Gløder og Emmer kunde antage saa mærkelige fantastiske Figurer.
Hans Tanker og Sind var nu borte fra det nærværende. Han saa sit Liv passere Revy for det indre Blik. Lynsnart gled Billede paa Billede forbi som i Drømme, hvor man kan opleve et helt Livs Hændelser i Minutter eller Sekunder.
Det var Gaarden, hans hjem, som han elskede at mindes det. Den laa med Aftendæmringens Fred over sig, som slumrede den dybt efter Dagens travle Færden. Inde fra Staldene hørtes de drøvtyggende Kreaturers Gumlen. Det kunde lyde som dybe Suk ud i den stille Aften. Tyst og Spørgelsesagtigt bevægedes de høje Poplers Blade af Aftenvinden …… Peder Storm hørte det hele – ja, det var, som han følte det. Saa saa han sig selv som Barn gaa og lege i Havens mange Gange, der var indhegnet af høje Buksbomgærder. Han hørte Mor kalde ind til Maden, og Far, der med bøjet hoved læste Bordbønnen.
Han smilede, nu da han saa sig selv som voksen, og han saa hende smile, hende, han elskede. Hendes Øjne var mørke, dybeblaa. Der var ingen i Verden som hun. Han vaagnede op af sin Drøm, da Underofficeren kom med Parolen, der lød paa Angreb. Halvt i Drømme hørte han paa, hvorledes hans Korporal udviklede dets forskellige Detailler.
Det var et dristigt Eksperiment, der skulde udføres ved Morgengry.
Han faldt hen i sine Drømmerier igen. Som et underbevidst Ak[k]ompagnement til hans Sindsstemning hørte han stadig Køernes Gumlen, der lød ud til ham fra Stalden derhjemme. Hvislende Blade fra de høje Træer. En forsinket Hvirvelvind fejede rundt med Bladene, der var faldet ned fra Træerne og havde lagt sig foran Stentrappen til Indgangsdøren …..
Det var mærkeligt, saa følsomt hans Sind var den Aften. Aftenen før Slaget.
Saaledes er det, naar man skal dø! – Den Tanke slog pludselig ned i ham ……
Afstanden er hundrede Meter mellem hver Stormbølge, 6 Skridts Afstand mellem hver Mand. Forbindelsen holdes vedlige med Regimentet til venstre.
Det var hele Ordren. Saa gik de ind i Ilden. Bragende, dundrende lød Artilleriets Skud bag dem. Det var deres eget svære Artilleri, der forberedte Stormen. Ude i Horisonten saa de de store Granater rode de solide russiske Stillinger sønder og sammen. Pigtraadsforhindringerne reves op og slyngedes, sammenfiltret i hinanden, mange Meter bort. Intet kunde holde Stand mod det frygtelige Bombardement. Men stadigvæk knebrede de russiske Metrailøser [maskingevær, red.]: tak – tak – tak – tak ……..
Over de fremstormende Soldaters Hoveder eksploderede Schrapnel ved Schrapnel, med sorte eller hvide Røgskyer omkring sig, medens de spredte en Regn af smaa, runde Kugler ned over Angriberne. Store Granater slog ned blandt Rækkerne og saaede Død og Rædsel om sig …
Peder Storm standsede. Han havde gennem helle dette Helvedes Spektakel hørt sin Mor kalde: Peder, vil du saa kom ind til Onnen, lille Dreng!
Langsomt satte han sig i Bevægelse igen. Han maatte jo med de andre.
Saa var det, som om han følte Faderens Blik hvile stærkt og kærligt paa sig, som den Dag, da han tog Afsked med Hjemmet for at drage ud i den tvungne Kamp. Og der var igen de mørke Øjne, der smilede til ham gennem Taarer: Peder, min Ven, du skal komme igen, hører du. Jeg kan ikke undvære dig …
Plant Bajonetterne paa. Parat til Storm! En Raslen af de blanke Vaaben, og i Stormskridt, i rasende Løb gik det løs mod Skyttegravene. Sejr eller død var Dagens Løsen. Stift borede Blikket sig fremefter gennem Krudtrøgen, ind til det uvisse der ovre ved Linien, der nu kun var 100 Meter borte. Sanserne, ja, endogsaa Selvopholdelsesdriften var ophørt at virke hos de fremstormende Mænd. Det eneste var kun: Fremad, Fremad! Liv eller Død!
Et grufuldt Spil, med selve Livet som Indsats, men hvor Sjælen for Øjeblikket er fraværende.
Og saa, kun Minutter …. Saa er det hele forbi.
—
Blandt de Døde var ogsaa Peder Storm. Havde han i den sidste Stund atter fornemmet de hvislende Blades Sus fra Træerne i den gamle Fødegaard? Havde han følt dette fredfyldte Pust fra Hjemmet, det, som kun den føler, der er bundet til sit Hjem med saa stærke Rødder, som kun Døden kan bryde? Eller saa han i sit sidste Øjeblik ind i et Par mørke , smukke Øjne? – Der var ingen, som kunde fortælle det.
Kammerater gav ham en Grav i en russisk Bondegaards Have, hvor Træernes Blade ved Aftentide synger tyst og vemodigt over hans simple Gravkors.
Morten Kamphøvener.
(Sprogforeningens Almanak for 1921, 28. årgang, s. 51-53)