Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum. d. 27.10.1915

Min kære gode hustru! …

I går var vi henne at få nyt tøj, og i dag har vi »passet tøjet på« samt syet navn i hvert stykke. Havde jeg nu haft dig her, så kunne du have hjulpet mig dermed, men det har endda gået bedre, end jeg havde troet. Da jeg først fik begyndt dermed, gik det ganske godt. Jeg gik op på loftet til H. Christiansen og Dall. Inde på Dalis stue er der dejlig varme, og der har vi tre så siddet og syet det meste af eftermiddagen og haft det helt gemytligt. Aagesen bor også på samme stue, og så endte det med, at vi kom til at synge. Vi sang mange af vore gode danske sange, og det blev jeg da meget glad ved. Ja, det lyder mærkeligt, at vi i en sådan sørgelig tid kunne komme til at synge. Sindet lettes ved at komme til at synge vore gode hjemlige sange.

Hver dag går man og hører på det evindelige tyske skrål om piger, krig og sejr. Jeg er så led og ked af alle disse sange. Jeg tager tit min lille grønne sangbog og går udenfor, hvor der er lidt ro og læser eller synger deraf. Den bog er jeg allermest glad ved at have med…

Jeg har i dag fået brev og en pakke fra søster Christine. Marie fra Stubbom har også sendt mig et kort, det er smukt af dem at tænke på os. Bertha C. kommer måske på fredag, men det skal du gøre, som du selv synes. Jeg ved jo ikke, hvor meget fritid vi får de søgnedage, men på søndag ville vi gerne være rigtig meget sammen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.