Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.
Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.
Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.
Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.
Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.
Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.
Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.
Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.
At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.
Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.
Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.
Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.
De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.
(fortsættes)