27. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: tyverier i landsdelen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hvad nøden driver til

Hejmdal for i tirsdags indeholder ikke mindre end 7 forskellige notitser om tyverier, der i de senere dage er begaaet i bladets læsekreds. Fra Sønderborg skrives saaledes om en krigerkone, der har mistet alle sine tidlige kartofler, i alt 200 buske. De var opgravede og plyndrede. Det er mest haverne, hønsehusene og spisekamrene, tyvene hjemsøger. Navnlig kartoflerne synes at være stærkt efterstræbte. Hos en gaardmand er der stjaalet en spand med 60 pund mælk. Der klages over, at tyven ikke leverer spanden tilbage, da den i disse dyre og knappe tider ikke er nogen billig vare. Andre steder er forraadene af saltet og røget flæsk, smør, æg og henkogte sager sporløst forsvundet. Det giver nu alligevel noget at tænke paa, naar man læser om, at kartoflerne stjæles i massevis, næsten før de er fuldt tjenlige til brug. Og hvor meget sker der saa ikke, som bladene slet ikke faar meddelelse om. Selv med den nye høst i behold gaar Tyskland uden tvivl en yderst streng tid i møde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *