Senest ændret den 10. februar 2022 10:06
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, og her blev Tychsen ramt af en voldsom influenza.
Det var en formiddag, jeg lå alene på stuen. Feberen var ikke taget af, og jeg var ved at blive ked af det. Så kom der en lille pige ind på stuen, hun hentede vasketøj, som de så vaskede hjemme, for at tjene lidt. Hun kom hen til min briks, hældte sig ind over sengen og så mig ind i det hede ansigt. Hun talte vallonsk (en fransk dialekt, som jeg forstod ret godt), så spurgte hun mig, om jeg var ”malad” (syg). Ja, sagde jeg. Hun spurgte mig om mit navn? Frederik, Monsieur Frederik med tryk på rik.
Jeg spurgte om hendes navn. Hun hed Barbara. Hvor gammel er du, Monsieur Frederik? 20 år! og du, Barbara: 16 år var svaret.
Så bøjede hun sig ned imod mig og kyssede mig, og så løb hun sin vej, ud af værelset og ned af trapperne, alt hvad hun kunne. Jeg var som bedøvet. Jeg havde i mange måneder hverken talt med eller rørt ved en pige, så det var en mærkelig fornemmelse at blive kysset af en smuk lille pige.
Jeg lå lidt og tænkte over på det hele, og syntes, at jeg blev bedre, så hørte jeg, at hun kom igen. Hun åbnede døren og kom ind. Hun havde hentet nogle småkager og nogle kiks og en sodavand. Jeg satte mig op i sengen og spiste af sagerne og drak af sodavandet. Det smagte mig helt udmærket. Hun tog mig om halsen, så der var storhed. Hun spurgte mig, [hvor-]når jeg var alene igen. Jeg svarede i morgen formiddag, Jeg gav hende så nogle penge, som hun kunne købe lidt franskbrød for hos en eller anden familie, som hun kendte.
Barbara kom igen dagen efter igen. Hun havde en pakke med, med gode levnedsmidler, og nu blev jeg lidt bedre. Hun fortalte mig, hvor hun boede, og jeg skulle komme med hjem, når jeg blev rask, hun havde fortalt sin mor om den syge soldat, der lå ganske alene i det gamle slot.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
NB: Fotografiet forestiller IKKE den omtalte Barbera /RR