Hans Petersen fra Skodsbølmark blev taget til fange i juni 1915, da franskmændene angreb FR86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent. Lige siden da har han været i fangenskab. I sommeren 1917 var han indlagt på et hospital, da en frygteligt såret tysk fange blev bragt ind.
En Aftenstund, nogen Tid efter at vi var gaaet til Ro, og Stilheden laa over alle Stuer, og der kun hørtes en enkelt Stønnen fra én af de saarede, der med Møje vendte sig paa den anden Side, hørte jeg pludselig ivrige, hviskende Stemmer fra Stuen ved Siden af.
En Sygeplejerske aabnede sagte Døren, traadte ind og saa sig omkring i Stuen, som om hun søgte én eller talte Sengene. Efter hende kom en Læge, iført sit Operationstøj, saa han lignede et Genfærd i den matte Belysning fra den anden Stue. Dernæst kom to Soldater bærende med en saaret imellem sig.
De spurgte ham, om han kunde staa, hvortil han nikkede ganske svagt. Af hans Hoved var næsten intet at se, det var forbundet med Klude og Pjalter og Stykker af et Tæppe, som man fjernede først. Tilsidst var der et Haandklæde lagt ind under Hagen og bundet ovenpaa Hovedet; det var ogsaa bundet ved Hjælp af flere Baand og sammenholdt ved Sikkerhedsnaale.
Jo nærmere man kom Haandklædet, des mere urolig blev den saarede. Og da den sidste Naal var taget ud, og Haandklædet langsomt og forsigtigt sænkedes, udstødte den saarede et hjerteskærende Skrig, idet hele hans Underkæbe løsnede sig fra sin Plads og faldt tungt ned paa Brystet.
I det Øjeblik sank han i Knæ af vanvittig Smerte; men han holdt sig dog paa Benene.
Der mødte mig et frygteligt Syn, og det var mig, som om alle mine Muskler og Nerver trak sig sammen, saa jeg blev til en sammentrykt Masse, og i Baghovedet følte jeg tydelige Smerter.
Som Underkæben laa der paa Brystet, var der her fra og op til Underkanten af Næsen et eneste blodigt, forrevet Hul. Underkæben var skudt over ved begge Sider, alle tænder baade i Under- og Overmund var sprængt bort. Overlæben var flænset helt op til Næsen, og store Laser al Kød og lange Fibre hang ned herfra saavel som fra Ganen, og Tungen var revet midt over af en Knoglesplint. Det øvrige Ansigt var opsvulmet i den Grad, at det var baade blaat og sort, og det ene Øje kunde lige skimtes dybt inde.
Med Forsigtighed hævede man atter Underkæben op paa sin Plads — den saarede sank atter i Knæ — og bandt Haandklædet omkring. Her kunde der ikke være Tale om en foreløbig Forbinding, her maatte en indgribende Operation til; men denne kunde ikke foretages lør næste Formiddag, naar Kirurgen kom.
Saa klædte man ham af og lagde ham i en Seng ved Siden af mig. Indtil da havde den saarede holdt sig tappert paa Benene, et Tegn paa overmenneskelig fysisk Styrke og Selvbeherskelse.
Men hvad var der sket? Læs med i morgen!