Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Naar jeg tænker paa denne Safari, der paa en halv Snes Dage førte os over Østafrikas vildeste Bjerge, næsten uden Proviant og altid uden Sikkerhed, er der et ganske bestemt Billede, der dukker frem i min Erindring.

Jeg havde det for mine Øjne, naar jeg vendte mig om for at se tilbage over den lange Række af Bærere, der snoede sig gennem Dalbunden eller over Bjergkammen eller trak sig som et langt sort Baand langs de smalle Stier paa Bjergsiden.

Den første, jeg da fik Øje paa lige i Hælene paa mig selv, var den lille Ali, der smilede til mig med sine snehvide Tænder. Paa Hovedet havde han en gammel Militærkasket, der skjulte det meste af Ansigtet, og paa Resten af sin lille Person bar han en Khakifrakke, der havde passet mig udmærket, men naaede ham til Anklerne.  Ærmerne, som var meget for lange, havde han smøget op med en tre-fire Opslag, og over Skulderen bar han min Livrem med Patronerne og Sablen, der næsten slæbte efter ham, og med det vigtigste af hele Udrustningen: Feltflasken.

Hvor mange Gange i disse Dage sagde jeg ikke: Ali, ræk mig Feltflasken! og hvor mange Gange tilføjede jeg ikke: — Nej, lad hellere være — det er for tidligt endnu. Drengen smilede, hver Gang jeg talte til ham. For ham var denne Safari gennem Ulugurubjergene
hans Livs største og mest spændende Oplevelse.

Efter ham fulgte Ramasan — høj, sort og alvorlig. Naar han smilede en sjælden Gang, saa man det A, som var filet i hans Fortænder, men oftest saå man det ikke. Ramasan var en Alvorsmand med store Pligter. Han skulde holde et vaagent Øje med de tre Bærere, der bar
min Proviant, mit Reservetøj og mit „Sengetøj“ , og han skulde ogsaa passe paa den lille Ali, som jo var med paa hans Ansvar. Han skulde være parat til at lave Mad i samme Øjeblik som vi slog Lejr, og det var altsammen et stort Ansvar, som ikke opfordrede til at smile.

Saa uhyre langsomt, saa uendelig besværligt arbejdede Safarien sig frem mellem Bjergene. Kun sjældent fandt vi en banet Sti, men aldrig de Safariveje, som vi kunde møde i Lavlandet. Omkring Ulugurubjergene havde næsten al Trafik paa disse Egne gaaet, men gennem Bjergene kun en ganske ringe Del. Nord for og Syd for Bjergene gik Slavetransporternes Veje, og baade paa Øst- og Vestskraaningen af Bjergene laa ret betydelige Lands-byer og en Del hvide Bebyggelser, men Bjergene selv var udenfor Lov og Ret.

Først drog vi mod Øst i Haab om at slippe ned paa Lavlandet, men det var for sent. Vi var ikke kommet mange Timer fra Morogoro, før vi hørte de Lyde, der tydeligt angav, at her intet var at gøre for en ubevæbnet Safari.

Vi havde ladet Bærerne gøre Holdt, mens vi selv gik videre — saa langt frem som muligt for at blive sikre i vor Sag.

Et Sted, ikke langt borte, men skjult for vore Øjne af Skov og Krat, blev der kæmpet mellem store Styrker. Maskingeværerne hamrede og knitrede, og ind imellem blandede sig de skarpe Knald af de moderne Geværer og de hule Drøn af de gammeldags tyske  Geværer.

Tilbagetoget Øst om Bjergene var altsaa i fuld Gang, og der fandtes
endnu saa store tyske Troppestyrker tilbage, at de var i Stand til at levere en haard Bagtropsfægtning.

Vi lod Safarien gaa tilbage i Bjergene og slaa Lejr, og den næste Dag drog vi mod Syd.

Wisner blev sendt paa Patrouille mod Vest for at se, om Fjenden havde naaet Byen Mgeta. Han kom tilbage langt ud paa Natten, da vi
andre havde slaaet Lejr, og kastede sig ned paa sit Leje fuldstændig udaset. — Sydafrikanerne har taget Byen — det vrimler af Ryttere ude paa det aabne Land.

Saa hyllede han sig ind i sine Tæpper og faldt et Øjeblik efter i Søvn, medens Stache og jeg blev liggende nogen Tid vaagne og talte sammen. Stache var fast besluttet paa at føre Safarien over Bjergene, koste hvad det vilde, og jeg modsagde ham ikke, men vi var begge to paa det rene med, at Opgaven var fortvivlet, da vi ikke havde ret megen Proviant og Bjergene var vanskelige at forcere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)