Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi kom ud i Stillingen igen, var der allerede faldet Stilling, flere, blandt andet ogsaa Maskingeværbetjeningen, fire Mand, som alle var døde.

En af de unge havde været levende begravet og havde faaet et Nervechok, og flere var saaret.

Ved Morgengry sagtnede Ilden noget, men endnu kom der af og til en Granat, der traf vor Linie. Iblandt dem, der blev saaret af en saadan Granat, var en ung Kammerat, der fik to Fingre revet af.

Da vi fik ham forbundet, sagde hans Underofficer til ham: „Sørg du nu for at komme ud af Stilling.”

Men han mente Nej. Han vilde vente, til det blev Aften, og saa slaa Følge med Feltkøkkenet tilbage, naar de var kommet med Mad til os.

De kørte altid saa langt frem, som de kunde, med Maden, og saa gik vi tilbage fra Skyttegravene og hentede den.

Han gik saa imellem os Dagen over.

Ved Aftenstid sad han i Skyttegraven ved Siden af en anden Kammerat og røg sin lille Shagpibe. Saa kom der da en Udblæser, en Granat, som under Vejs havde tabt sin Ladning uden at eksplodere; de kom altid med saadan en underlig hul, brummende Lyd.

Den traf ham lige ovenpaa hans Hoved, rev det meste af det bort og knuste hans ene Knæ.

Han var naturligvis død paa Stedet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).