Johannes Christensen, der er deserteret og befinder sig på Vallekilde Højskole i Danmark, skriver for anden gang til ildsjælen Frk. Møller. Frk. Møller har svaret, på hans første brev, at hun gerne vil hjælpe Johannes Christensens ven Hans Lindholm med at blive overført til Felthamlejren fra en almindelig britisk fangelejr.

Vallekilde Højskole 26.9.

Tak for deres brev. Hvor blev jeg glad over, at jeg straks mødte forståelse og hjertevarme fra Dem for min vens skæbne. Ja for hans sindelag indestår jeg fuldt og fast. De synes, at det er mærkeligt, at han ikke allerede er i en særlejr og at pastor Hansen ikke allerede har fundet ham, men måske ligger grunden deri, han skriver nemlig, at han slet ingen nordslesvigere er sammen med, ser jeg nu i aften i brevet, og så er det jo sandsynligt, at han blev taget til fange med lutter tyskere.

Ja undskyld, at jeg skrev fejl på adressen første gang. Det må jeg også have gjort helt i andre tanker. Jeg skrev nemlig til mor samme aften og skrev adresse lige efter hverandre, så på den måde er jeg kommet til at skrive Frue begge gange. Det glæder mig, at de er så velkendt med mine nærmeste. Ja, hvor er det strengt for far og mor at leve disse år og særligt for mor hvis hjerte er så svagt, men Gud Fader i himmelen giv Du dem styrke og livskraft til at holde ud. Vi kan ikke undvære dem endnu. Vi må have lov til at berede dem lidt glæde og velsignelse på deres gamle dage for al deres kærlighed, opofrelse og livskraft, de har udøst over os, mens vi var små, for at gøre os livet så lyst som muligt og for at prente os det klart og tydeligt ind i vores sjæls bevidsthed, at når vi herefter en gang skulle ud i livet og måske af og til prellede af mod livets stormmur, så ville vi altid kunne hente nyt mod og fortrøstning til atter at optage kampen mod livets genvordigheder. Ja, hvor har det tit stået for mig senere og særligt da jeg var med i det frygtelige, hvor var det let at leve livet derhjemme hos mor og far. Vi børn kan slet ikke takke Gud nok for, at han har givet os sådan et hjem, sådan en kærlig mor og far. Gud giver at der snart måtte gry en solskinsdag, så det tætte tågeslør, der har sænket sig over jorden og som søge at krige og tilintetgøre alt liv, snart måtte bortvejres og det længselshåb efter at mødes og gense hverandre snart måtte gå i opfyldelse.

Du spørger om, hvad jeg tænker på til vinter. Ja vi er tre brødre lige her i nærheden af hverandre og vi ville gerne på landbrugsskole alle tre til vinter. Nu har vi rigtigt nok fået afslag på en ansøgning pga. utilstrækkelige pengemidler, så vi ved ikke rigtigt, hvordan det kan gå. Det er jo heller ikke nemt at få plads nu, hvor det er så langt hen, men der åbner sig nok en udvej. Ja for halvandet år siden lå vi fire brødre i Frankrig og nu er vi tre herovre, hvilken lykke.

Til slut de kærligste hilsner og endnu gang tak for Deres venlighed, Deres hengivne Johannes Christensen

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.