Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger. Men efter nogle dage blev de udskilt sammen med nogle fanger fra Elsass-Lothringen, Tjekkiet og Polen.
(… fortsat)
Vi havde vel været i denne lejr en fjorten dages tid eller så, da vi fra Slesvig fik besked om, at vi skulle bort.
Vi to danskere og de fire andre — holstenere — fik alle ansættelse på et hospital inde i Tours. Holstenerne fik deres arbejde ude i den store park. Nis Schmidt fik et job som rengøringskone. Han fejede hospitalsgangene.
Jeg kom til at hjælpe med på operationsstuen. — Mit arbejde var ret afvekslende. Jeg tømte operationsspande, bonede gulve, hjalp til blandt de sårede eller syge, når de skulle transporteres ud eller ind.
Vi var godt tilfredse med arbejdet. Her kunne vi passe os selv, og forplejningen her var ret god. Vi var altid pæne og rene i tøjet. Det kneb nok med sproget, og fransk er jo ikke så let et sprog at lære.
Om eftermiddagen havde jeg efter endt hospitalstjeneste min gang nede i køkkenet. En mindre flok kvinder sad her og skrællede kartofler. Også jeg fik lov at hjælpe til. Der blev altid budt på et glas te, og det var jo altid noget. Man forstod dog ikke et kuk af, hvad de sagde. Men som dagene gik, lærte man jo både det ene og det andet.
En dag skete det, at jeg løb på en fransk løjtnant. Vi kom i snak, for han kunne tale lidt gebrokkent tysk. Under vor korte samtale viste det sig, at vi havde ligget over for hinanden under kampene i Argonnerne.
Herefter kom han snart hver dag hen og fik en lille samtale med mig.
En dag kom han og bad mig om at gå med ud på en lille tur i byen. — Jeg husker, vi skulle hen at hente et par store pakker, som han skulle hente for hospitalet. —
Undervejs foreslog løjtnanten, at vi skulle gå ind i en af de mange beværtninger for at få et glas vin. Jeg samtykkede. Og så sad vi da og nippede til vinen og fortalte gensidig om hinandens oplevelser ved fronten og fra kampene i Argonnerskovene.
Løjtnanten mente det godt med os krigsfanger. — I dansktalende sønderjyder og vore landsmænd fra Elsass har allerede døjet nok. I kan altid være sikker på at få det godt her i Frankrig.
Min nye ven vidste også noget om, at der et eller andet sted i Frankrig var blevet oprettet en særlig lejr for dansksindede sønderjyske soldater. Jeg sagde til ham, at jeg slet ikke var så interesseret i en sådan lejr. Jeg havde det jo godt her. Hvorfor skulle jeg så flytte? Man ved jo, hvad man har, men man ved aldrig, hvad man får.
(… fortsættes)