Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Stiller i Bælgmørke. Mit Korporalskab inddeles til at følge Bagagen. Pakker mit Tøj op paa et svimlende Læs. Det varer en evig Tid, inden hele den lange Kolonne er rangeret. Taage og Kulde,

Vejen dækket af flere Tommer dybt Pladder. Igennem Landsbyen Sart og i mange Timer op ad Bakke.

Vi skal jo over “Hohe Venn”. Vejen gaar forbi enkelte Huse, men for det meste igennem ensomme Egne med vidtstrakte Granplantninger. Vi veed ikke, hvor den tyske Grænse er, men antager omsider, at vi er over den.

Tilbagemarchen foregaar ikke med Hurra som Tyskernes Fremmarche. Gaar endnu i flere Timer. Hestene foran den efterfølgende  Vogn maser altid lige op ad vor, saa vi maa ud til Siden i Moradset. Pakker og Kasser falder af Vognen. Vi maa i Løb samle dem op af Æltet og stuve dem op igen. Bliver til sidst trætte og vaade og kolde. Fingrene vil ikke blive varme i Lommen.

Henad Morgen omsider en lang Pavse; men vi faar ingen Kaffe. Min Tornyster er falden af flere Gange og overtrukken med Snavs, gider ikke røre den. Paa Støvler og Bukser en tyk Kage.

Videre, men med idelige Standsninger, Højmoseegn.

Vi faar en Mistanke om, at vi har gjort en stor Omvej med Vognene. Jo, nu bøjer vi om et skarpt Hjørne med en Vejviser og ser paa Kortet. Vi er ganske rigtigt gaaet lige mod Nord og bøjer nu tilbage i spids Vinkel.

En lang Tur ned ad Bakke i bundløst Pladder. Det varer en evig Tid, inden vi i disse ugæstmilde Bjergegne møder de første Mennesker paa tysk Grund. Senere naar vi den store Landsbyen Sourbrodt med høje straatækte Huse. Paa Posthuset er Ordet “Kaiserlich” overklæbet.

Men vi skal videre.

De stakkels Heste faar intet hele Vejen, alle Forraad er slupne op, og de er Skind og Ben. Med korte Mellemrum ligger Hestekroppe ved Siden af Vejen. De har aset sig til Døde, er faldne foran Vognene. Et Skud eller et Stik, og Kadaveret væltes ned i Grøften.

Henad 1 Middag naar vi den store Øvelsesplads Eisenborn. Der er ingen Plads mere i Barakkerne.

Slæber om med min vaade og sølede Bagage. Endelig fundet et Sengestillads uden Halmsæk, spist, paa Jagt i de andre Barakker efter en Halmsæk, renset Tøj og Støvler lidt. Ingen Appetit, sløj.

I Seng halvseks, sovet til hen paa Natten, frosset for Resten.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923