26. juni 1919. Sydslesvigske tilhængere af Dannevirkelinjen retter en sidste appel mod Frankrig

Fredskomitéens øverste Raad opretter »den eksekutive Komité«
Øverste Raad traf 26. Juni 1919 følgende Beslutning:

Det besluttes at udnævne en Komité til at overvaage Udførelsen af Bestemmelserne i Traktaten med Tyskland. Komitéen skal sammensættes af en Repræsentant fra hver af Stormagterne.

Komitéen fik følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: John Foster Dulles; det Britiske Rige: Sir Eyre Crowe (med Aker s Douglas som Suppleant); Frankrig: André Tardieu (med Jules Laroche og Louis Aubert som Suppleanter) ; Italien: Vittorio Scialoja
(med Ricci Busatti som Suppleant); Japan: Otchiai.
Komiteen holdt sit første Møde 5. Juli s. A.

Sydslesvigske Petitioner til Fredskonferencen
I Slutn. af Juni — Datoen kan ikke nærmere angives — modtog Fredskonf. fra »Delegerede fra Ejdersted og Husum Amter« en Petition, i hvilken det bl. a. hed:

En Deling af Slesvig, hvor Grænsen end trækkes, vil altid gribe dybt ind i Landets folkelige og økonomiske Tilværelse. Slesvigs oprindelige og naturlige Grænse er og har altid været Ejderen-Danevirke-Sli. Vi vilde føle det som en skrigende Uretfærdighed, hvis kun en Del af det gamle Hertugdømme Slesvig, Preussen i 1864 voldeligt erobrede, skulde faa Lov til at bestemme sin Skæbne.

Vi undertegnede Mandatarer er overbevist om, at den største Del af Befolkningen vilde slutte sig til vort Ønske, hvis den havde Ret til frit at udtale sig.

Vi er ligeledes fuldt og fast overbevist om, at hvis efter en Folkeafstemning Danevirke-Zonen blev knyttet til Danmark, saa vilde Indbyggerne faa en retfærdig Behandling og blive loyale Borgere i Danmark, og Zonens Genforening med Danmark vilde ikke fremkalde Irredentisme.

Paa o. samme Tidspunkt modtog den franske Regering fra »politiske Mænd i 3. Zone« en Henvendelse, som bl. a. udtaler:

Vi undertegnede Delegerede, tilhørende alle politiske Partier indenfor Befolkningen i 3. Zone, henvender os i denne Befolknings Navn til Frankrigs Regering, Senat og Deputeretkammer, som Repræsentanter for de allierede og associerede Magter, med Anmodning om, at der atter maa blive tilstaaet 3. Zone den Ret, som ikke er bleven nægtet nogen Grænsebefolkning — Retten til som frie Mænd at afgøre vor Fremtidsskæbne.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *