22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg.

Vi var tit vaade, og det gav Eftersmæk, En Del blev syge, og en skønne Dag fik jeg daarlige Øjne.

Orlov var for Frontsoldater paa dette Tidspunkt af Krigen endnu et ukendt Begreb, men nu gjaldt det virkelig om at faa Held til at blive sygemeldt. At dette ikke var saa ligetil og let, skal belyses gennem en gængs Talemaade Kammeraterne imellem om dette vanskelige Problem. Den lød saa dra­stisk, at det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!

Tre Gange paa tre efter hinanden følgende Dage meldte jeg mig hos Bataillons-lægen, før det lykkedes for mig. Denne gav mig en Seddel, hvorpaa jeg henvistes til Infirmeriet i Partokko. Og med denne Seddel i Haanden som et kært Klenodie begyndte for mig en lykkelig Rejse, hvor jeg dog til at begynde med — forskellige Steder i Selskab med utallige baade let- og haardtsaarede — lærte Krigens Følger at kende i al sin Gru.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915 (Museum Sønderjylland)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *