Senest ændret den 18. januar 2018 9:59

Den 26. december 1917 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ved Azorerne det portugisiske sejlskib, Lidia (302 BRT), der var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde han forsøgt at gennemføre en særlig mission ved Azorerne.

“U-157” skulle her ganske tæt på land forsøge at overskære [telegraf]kablet, der førte til England og Europa i det hele taget. Jeg havde i admiralstaben afvist denne opgave, fordi søbunden ved Azorerne ifølge søkortene synes at være klippegrund. Jeg var overbevist om, at ankeret, som vi skulle finde kablet med, ville hænge fast i klippebunden og blive trukket løs. I admiralstaben troede den toneangivende officer, som denne store såkaldte u-krydser hørte under, at min opfattelse alene skyldtes manglende lyst til opgaven. Vedkommende var en “ny”, kendte hverken mig eller havde været ubådskommandant, og havde kun ringe ide om ubådskrig. Jeg lod derfor tålmodigt hans store ord passere uden at indvende noget, fandt det blot besynderligt, at en denne officer tog  munden så fuld overfor en erfaren kommandant, uden selv at kunne henvise til nogen succeser. Kun hans fire striber, hans højere rang, gav ham så meget mod.

Ved øen Horta, næsten direkte foran havnen, forsøgte jeg om natten i måneskin at løse min opgave, med fuld forståelse for den betydning en sådan forstyrrelse kunne have. Men trods den største forsigtighed gik det nøjagtig, som jeg havde forventet: Kabelankeret satte sig fast i klippebunden og blev trukket løs. Den vedkommende officer tænkte nu sikkert, at jeg havde gjort det med vilje, ellers havde han næppe sendt to andre ubåde til Azorerne med samme opgave. Naturligvis gik det dem begge to nøjagtigt som mig.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 228-9)