Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.
Br. i Galizien i Julen 1915.
Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.
Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.
For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).
Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.
Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.
Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.
Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.
Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.
Eders
J. N. O.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)