H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 25. September 1918.
I Finansudvalget blev der i Dag holdt tre gode Taler af Flertalspartiernes Ordførere Grober, Scheidemann og Fischbeck, og en meget mat og svag Tale af Dr. Stresemann, som øjensynligt er stærkt trykket af Situationen. Jeg afser fra Referat, da Talerne i alt væsentlig er bleven offentliggjorte.
Gröbers Tale overraskede behageligt ved sin saglige Skarphed. Den blev modtaget med stærkt Bifald af Flertalspartierne, ogsaa af Socialdemokraterne, som blev glædeligt overraskede af den Svingning, som han har foretaget i de sidste Dage Da han talte om Krigsminister v. Stein og kritiserede hans Reskript angaaende Fredsresolutionen, raabte man fra venstre Side: „Krigsministeren kan gaa,” og andre hæftige Tilraab viste, at der var almindelig Misfornøjelse med, at han var udebleven fra Forhandlingerne.
Scheidemann havde en god Dag. Hans Tale var rolig klar og alvorlig, og den blev holdt med Myndighed.
Da General v. Wriesberg forsøgte at undskylde Krigsministerens Reskript om Fredsresolutionen, blev han modtaget med haanlig Latter og stormende Tilraab. Uviljen imod Militærets indgriben i Politikken gav atter og atter voldsomme Udtryk under Debatten.
Fischbeck var ligeledes heldig. Skønt maadeholdende i Formen, var hans Tale ligeledes saglig skarp og saa alvorlig og indtrængende, at den gjorde et dybt Indtryk Under Forhandlingerne sad Rigsdagsmand Meerfeld fra Køln ved Siden af mig. Da Fischbeck sluttede, udbrød han: “… saadanne Taler af Regeringspartiernes Ordførere vilde enhver anden Regering ikke vente en halv Dag med at begære sin Afsked.”
Ved Regeringsbordet opstod der Uro.
Grev Hertling konfererede ivrigt med v. Payer og Dr. Friedberg, Friedberg atter med Drews.
De officielle Referater er afdæmpede. Misstemningen brød langt stærkere igennem, end de giver til Kende Dr. Stresemann, som fik Ordet efter Fischbeck og altid har været meget stortalende, var i Dag – ogsaa rent fysisk set – bleven underlig lille og duknakket. Af den oppustede kalkunske Hane var der bleven en lille skikkelig Dværghøne.
Han kunne ikke fængsle Opmærksomheden. Under hans Tale samlede Medlemmerne i Klynger og drøftede Situationen.
Wurm kom hen til mig og sagde: – “I November-December har vi det fuldstændige militære Sammenbrud. Hvis det hele ikke var saa sørgeligt, maatte vi glæde os over, at vore Forudsigelser er gået i Opfyldelse.”
Han saa meget lidende ud, er underernæret og fysisk svækket. Jeg havde ikke troet, at Nationalfølelsen havde et saa stærkt Herredømme over denne jødiske internatlonalist, som det viser sig i disse Dage.
Stresemanns Tale var Angrebet paa Rumænien og hans indtrængende Opfordring til Regeringen om at skride energisk ind i Jassy, inden det var for sent, det mest bemærkelsesværdige.
Eftermiddagsmødet blev aflyst, fordi General v. Wriesberg vilde give Fraktionsførerne fortrolige Meddelelser om den militære Stilling. „De faar intet at vide, for han ved selv intet,” sagde Professor Doormann, „og selv om han vidste noget, vilde han dog ikke sige dem Sandheden.”
Mistilliden æder sig stadig dybere ind.
Bagefter viste det sig ogsaa, at han ikke havde meddelt dem noget af Betydning.