Peter Wolter fra Varnæs gjorde garnisonstjeneste i Saarlouis
Det var i Oktober 1918. Jeg var paa dette Tidspunkt i Garnison i Saarlouis, hvor Opfyldnings afdelingen for 13. Jægerregiment laa.
Jeg var gift og boede privat i en lille By udenfor Saarlouis. En Dag kom Løjtnant von der Heiden, en daarlig Soldat, men ellers et prægtigt Menneske, og spurgte mig, om jeg kunde tænke mig at flytte ind i en Tjenestebolig ved Kasernen.
Jeg blev lidt overrasket, for jeg var klar over, at der ingen Lejlighed var ledig, og bad om nærmere Forklaring. Ja, det var, for at jeg som Befalingsmand kunde føre Tilsyn med livet i Kasernen. Samtidig lod han skinne igennem, at en letlevende Dame skulde fraflytte sin Lejlighed.
Imellem mit Flyttegods var der ogsaa to Grise, som jeg fik anbragt i Hestestalden. Selv om det var ulovligt, gik det paa dette Tidspunkt. Da der intet Korn kunde købes, var Fodringen et ret vanskeligt Problem, men jeg regnede med at faa lidt Køkkenaffald. Der var jo nok af det, — mente jeg da. Jeg maa indrømme, at jeg blev lidt lang i Ansigtet, da min Anmodning om at faa lidt Affald blev en glat Afvisning.
Jeg ønskede saa en nærmere Begrundelse for Afslaget. Til min store Overraskelse kom jeg til det Resultat, at 4-5 Vagtmestres Koner fedede Svin i stor Stil. De havde tre, fire Grise i Stien, ja, en af dem havde endda fem Grise. Disse Fruer var blevet enige om (maaske med lidt Bestikkelse) at rane alt, hvad der hed Madrester. Ikke nok med det, men en stor Del blev byttet med andre rare Ting hos Civilbefolkningen.
Jeg skal forsøge at gøre Billedet klart ved at oplyse, at mindst 25 Befalingsmandskoner ikke kunde faa saa meget som en Smule til et mindre Hønsehold. Denne Fordeling af Livets Goder fandt jeg lidt forkert. Jeg talte med Kasernekommandanten om det. Han var helt uvidende om dette Forhold og ønskede omgaaende en Bedring paa dette Omraade, og jeg blev sat til at organisere en retfærdig Fordeling af Affaldsprodukterne.
Paa mit Forslag kom der om Aftenen en Dagsbefaling med følgende Ordlyd:
Al Afhentning af Køkkenaffald indtil videre forbudt! Alle, som ønskede Affald, fik nu et Kort, som gav Indehaveren Ret til Afhentning af det. Kortet blev ved Afhentning datostemplet. Det var jo mindre godt for Storforbrugeren, men til Gengæld var der mange, som var henrykte over den nye Ordning.
Dagen efter stod Storforbrugerne nede i Haven og drøftede den nye Situation, medens andre smilende mødte med deres Forbrugerkort. Jeg kan endnu se tre, fire Par Øjne, som forsøgte at gennembore mig, da jeg kom forbi. Da Vagtmesteren fuld af Skadefryd aabnede Vinduet og raabte: Wolter, hvad har De gjort? Hvad skal Svinene nu leve af?« — ja, da var det, som om alt gik i Kog hos dem, det nu gik ud over.
Foderkassen var tom, Grisene blev sultne. Der var kun een Udvej: sælge, og det omgaaende. Det blev saaledes Afslutningen paa en Storproduktion af Flæsk.
En af mine Grise paa omkring 90 kg blev solgt, og en anden — trods Forbud — slagtet.
Dagen derpaa mødte en Gendarm og ønskede at tale med Vagtmesteren. Gendarmen ønskede Oplysning om, hvem der havde slagtet.
Diskussionen blev kun kort. Vagtmesteren erklærede: »Uden for Kasernen maa De gribe ind, men indenfor er det mig, der bestemmer Farten!«
Og derved blev det. Venskabet blev bevaret, og det endte med, at Vagtmesteren inviterede Gendarmen til en Skat med mig som tredie Mand. Den begyndte dog med en bedre Middag: Svinesteg af min Gris, Kartofler og Grøntsager fra Vagtmesterens Have. Vor gode Ven, Gendarmen, nød Middagen med god Appetit, men han maatte til Gengæld ofre nogle Mark paa Skatens Alter.