25. oktober 1916. Krokodiller i Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe. Flodhestene, som jeg ofte saå i Floden, skød jeg aldrig paa, og af Antilopevildtet skød jeg kun, hvad vi havde Brug for — og der var mere end rigeligt af det.

Derimod skød jeg ofte paa Krokodillerne i Floden, da de var en Plage og en stadig Trusel for mine Bærere, naar de badede i Floden, hvad de meget ofte gjorde.

Jeg foreholdt dem Gang paa Gang, at de risikerede Livet, men de trak blot paa Skuldrene og svarede: — Det er Guds Villie!

Det var det stadig tilbagevendende Svar, naar man gjorde dem opmærksom paa, at de løb en Risiko ved en eller anden uforsigtig Handling, og de svarede saadan, enten de tilhørte den ene eller den anden Religion. Det var selve Afrikas Skæbnetro, der talte ud af dem.

Da jeg ikke kunde faa Bærerne til at være mere forsigtige, lagde jeg mig efter Krokodillerne. De fandtes i Floden i et meget stort Tal, og Jagten paa dem var meget spændende og anstrengende.

Som Regel laa de og solede sig paa Sand- eller Dyndtanger, der løb ud i Floden. Naar man nærmede sig tilstrækkelig forsigtigt, kunde man komme dem paa Skudhold, men lige saa ofte oplevede man, at den Tange, der for et Øjeblik siden havde været tæt besat med Krokodiller, blev tom og bar, inden man fik Tid til at løfte Geværet, endsige til at tage Sigte.

Nogle enkelte Gange lykkedes det mig dog at komme de hæslige Dyr paa Skudhold. De var i gamle Dage næsten sikre mod Geværernes Blykugler paa Grund af deres pansrede Skæl, men den moderne Riffelkugle gaar glat igennem, og har man sigtet rigtigt — paa Hovedet — saa bliver Krokodillen paa Valen.

Det lykkedes mig at faa nogle smukke Eksemplarer paa Tasken ved Kungulio. Ellers skød jeg efter dem, naar de dukkede op af Vandet, men selv omman ramte sikkert og dræbende, var det ikke muligt at
faa fat paa Byttet, der gled tilbage i Floden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *