Senest ændret den 26. april 2017 11:39
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357.
Hidtil havde vi ikke været rigtig i Ilden; men vi havde Dag for Dag set Byer blive sprængt. Vi blev flyttet lidt længere tilbage til en By, som hed Le Catelet, derfra blev der sendt en Jagtkommando ud, hvor jeg ikke var med; menen Dag kom den Ordre, at Kompagniet skulde i Stilling ude ved Lempire. Nu skulde vi altsaa rigtig ud i Ilden.
Der havde udviklet sig et varmt Venskab mellem min Kammerat, Peter Hansen fra Pøl paa Als, og mig. Vi gik sammen til vor Feltwebel og bad, om vi ikke maatte blive sammen, nu da vi skulde i Ilden for første Gang, men han sagde Nej, det kunde ikke lade sig gøre.
Vi satte os saa til at skrive hjem til vore Kære om Eftermiddagen, og mens jeg.sad derinde i et lille Hus og var i Færd med at skrive, kom der en ung Kammerat og rev Døren op, stak Hovedet ind og sagde: „Peter, kom herud!”
„Ja,” svarede jeg, „naar jeg er færdig med at skrive, skal jeg straks komme ud.”
Han svarede hurtigt: „Nej, kom straks,” vendte sig om og gik. Jeg skubbede mine Skrivematerialer fra mig og gik udenfor. Da jeg kom ud, sagde han: „Vi gaar herop.” Vi var nemlig ved Foden af en Bakke, oppe paa hvis Top, der laa et dejligt fransk Slot omgivet af en prægtig Park.
Da vi kom op i en af Parkens skyggefulde Gange, gik vi tavse Side om Side et lille Stykke, saa standsede vi. Han rakte mig et Brev og sagde: „Tag og læs det!”
Jeg læste Brevet. Det var fra en Søster, som laa paa sit Dødsleje. Hun var gift ude paa Vesteregnen. Hun var en troende Kvinde og skrev et meget alvorligt Brev til sin unge Broder,blandt andet meget indtrængende om at give Gud sit Hjerte:
„Efter al menneskelig Beregning er det det sidste Brev, jeg faar Lov at skrive til dig; men du véd, at det, der gør mig lykkelig ogsaa over for Døden, er, at jeg kan tro paa Jesus som min Frelser.
Du har set din Broder gaa gennem Dødens Port med Frimodighed i sit Hjerte, og du véd, at snart skal jeg følge; du véd, at det, der holder mig oppe, er det, at Jesus er min Frelser, og du véd, at han længes ogsaa efter dig; giv ham dit Hjerte, unge Broder, og lad mig saa give dig et godt Raad endnu.
Der vil sikkert ved dit Kompagni være en eller anden, som du har Tillid til som et Guds Barn. Gaa hen og luk dig op over for en saadan Kammerat, og lad ham faa Lov til at se ind i dit Hjertes Dyb.”
Hun skrev meget mere. Et alvorligt, indtrængende Brev, som greb baade hendes unge Broder og mig.
Da jeg havde læst Brevet og saå op, stod den unge, kraftige Yngling og græd, saa Taarerne trillede ned ad hans Kinder, og han sagde: „Nu véd du, Peter, hvordan jeg har det, og jeg véd godt, at hvis jeg nu skal gaa ud i Kamp, og jeg skal blive derude, saa er jeg ikke frelst, for jeg har ikke en barnlig, enfoldig Tro paa Jesus som min Frelser.”
Jeg talte med ham, og vi bad sammen, til Tiden var saa fremskreden, at vi skulde skynde os at stille paa Pladsen.
Hurtigt kom vi ned ad Bjerget, fik fat i vore Tornystre og vore Vaaben. Og saa gik det da for første Gang ud i Ilden, ude ved Lempire; den var taget af Englænderne.
Da vi stod paa Alarmpladsen, spurgte Kompagnichefen, om der var nogen, der havde særlige Ønsker, før vi gik i Slag. Peter Hansen og jeg traadte atter frem og sagde, at vi ønskede at være Sidekammerater. Det fik vi Lov til.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).