H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 24. September 1918.
Da jeg i Morges gik hen i Rigsdagen, traf jeg i Læsesalen Keil. „Vorwärts” havde lige bragt Socialdemokraternes Betingelse for at indtræde i Regeringen, og jeg udtalte min Anerkendelse af det klare og kraftige Sprog, som de førte.

„Men desværre,” sagde han, „synes alt at skulle strande. Centrum vil ikke lade  Hertling falde, og vi lader os ikke slæbe videre med ham. løvrigt gaar Programmet ikke mig vidt nok. Jeg vilde have flere Ændringer. Det er efter min Mening et Fejlgreb at løse Valgretsspørgsmaalet ad Landslovgivningens Vej. Landdagens Opløsning vil atter forlænge Valgretskomedien i mindst et Aar. Jeg holder det derfor for tvingende nødvendigt, at Spørgsmaalet løses ad Rigslovgivningens Vej.”

I Dagens Løb udtalte flere ledende Socialdemokrater sig paa samme Vis overfor mig. Der blæser for Tiden en meget radikal Vind indenfor Flertalssocialisterne, som kun dæmpes af Eberts og enkelte andre besindige Føreres Opportunisme.

Fører den ikke snart til et tilfredsstillende Resultat, staar vi efter alt at dømme overfor et stærkt radikalt Gennembrud.

Udvalgssalen fyldtes hurtigt. Det meddeltes under Haanden, at Centrum ikke vilde lade Grev Hertling falde. Fraktionen havde delt sig saaledes, at 2/3 af Medlemmerne var gaaet med Gröber og kun 1/3 med Erzberger. Men indenfor Centrum gaar der øjensynligt ogsaa stærke Strømninger i venstre Retning. Jeg fik et stærkt Indtryk deraf, da jeg i Morges fulgtes gennem Tiergarten med en menig bajersk  Centrumsmand.

Fraktionen er, fortalte han mig, helt enig om, at Socialdemokraterne bør træde ind i Regeringen. Det var i Grunden kun Spørgsmaalet Hertling, der voldte  Vanskeligheder.

Han hørte selv til dem, der holdt paa Rigskansleren, og næsten hele Fraktionen delte, sagde han, dette Standpunkt En anden Sag var det naturligvis, hvis Hertling frivillig vilde træde tilbage.

Formanden aabnede Mødet og gav Rigskansleren Ordet. Da Hertling indledede med en Bemærkning om, at vide Kredse af Befolkningen var grebne af en dyb  Misstemning, blev der raabt: Meget rigtigt! fra flere Sider, men iøvrigt fremkaldte Talen, som er offentliggjort, ingen Bifaldsytringer. Enkelte Afsnit af den blev endog modtaget med Knurren og ildevarslende Uro blandt Socialdemokraterne.

Uroen bredte sig, da Rigskansleren gik ind paa det belgiske Spørgsmaal. Den national-liberale Rigsdagsmand Junck som stod bag mm Stol, raabte: „Vi er ikke kommen her for at høre den Slags Ting,” og fra den modsatte Side af Bordet replicerede Landsberg: „Bedstefader fortæller Historier'”

En anden Socialdemokrat raabte: „Han vil vise Centrum, at han ikke længere magter Stillingen.” Der lød Raab som „Olle Kamellen’ og da han fortsatte paa samme Vis, udbrød Landsberg indigneret: „Hele Udvalget bør staa op og forlade Salen, det er det eneste rigtige Svar paa denne Tale.”

Uroen voksede, og der kom vrede Tilraab fra alle Sider. Da han talte om Tysklands Politik overfor Randstaterne, tog Stormen til. Der lød heftige Tilraab om Esternes, Letternes og Polakkernes Undertrykkelse. Flertalssocialisterne gik i spidsen, mens de uafhængige Socialdemokrater holdt sig noget mere tilbage, og da Centrum ved Talens Slutning efter Sædvane tilraabte Partifællen Bravo, svarede Socialdemokraterne med en stærk Hyssen.

General v. Wriesbergs derpaa følgende Forsøg paa at udlægge det tyske Tilbagetog som et fjendtlig Fejlslag blev modtaget med spottende Latter og haanlige Tilraab.

Stemningen blev mere og mere urolig og truende. Tabene, som Generalen angav, overraskede tilsyneladende mange ved deres Størrelse. Fra 21. Marts til 15. Juli havde Offensiven paa Vestfronten efter hans Opgivelser kostet den tyske Hær et samlet Tab af 499,800 Mand, deraf 95,000 Døde og 32,000 Fanger.

Da General Wriesberg fortsatte: „Der er bleven sagt, at der hersker en daarlig Stemning i Hæren, raabtes der fra flere Sider: „Meget rigtigt!” og hans Forsikringer om, at selv om Stemningen ved Fronten havde været nedtrykt, saa var den nu, efter hvad Kejseren og Hindenburg selv havde konstateret, atter udmærket, blev modtaget med haanlig, spottende Latter.

Paa Marinens Vegne talte Capt. z. S. Brunninghausen, som indledede med Ordene: „Vor Sag staar godt,” og straks høstede spydige, ironiske Bravoraab. Da han vilde fortsætte.

„Undervandskrigen er det bedste Middel , lød det vrede Tilraab: „til at føre Amerika ind i Krigen.” Han fortsatte under megen” Uro og havde meget svært ved at skaffe sig Ørenlyd.

Statssekretær v. Hintze formaaede heller ikke at vinde Udvalgets Øre. Hans Tale blev modtaget med sløv Ligegyldighed.

Payer skaffede sig derimod straks Ørenlyd. Han blev ogsaa modtaget med Velvilje af Socialdemokraterne, men mødte stærk Modsigelse, da han forsøgte at forsvare Brest-
Litowsk-Freden.

Alt i alt var det en meget daarlig Dag for Regeringen.

Indenfor Flertalspartiernes Rækker er Utilfredsheden og Misfornøjelsen meget stor. Ved Bordene i Restaurationen var Kritiken efter Mødet skaanselsløs. Efermiddagsmødet er aflyst, fordi Fraktionerne vil have Tid til at drøfte Stillingen, inden deres Ordførere tager Standpunkt til Regeringens Erklæringer.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925