Tondernsche Zeitung skriver den 25. maj 1920 (oversættelse)

Desværre er pinsedagene ikke forløbet, uden at der den sidste tid i Tønder har været registreret sammenstød mellem civilister og danske soldater. Men mens disse sammenstød tidligere dog var
forløbet forholdsvis roligt, skete der et overfald på en dansk infanteri-underofficer om natten mellem 1. og 2 pinsedag [søndag nat den 23. maj 1920] begået af tre civilister på en ensom vej til
Barakken ved luftskibs-hallen, som det vil komme til at koste dyrt for de tre civilister.

I nærheden af ”Schweizerhalle” blev den intetanende underofficer pludselig antastet af tre civilister og stærkt truet. I nødværge trak han sin sabel, for at holde angriberne fra livet. Derpå greb en af bøllerne sin revolver og skød underofficeren i foden, så han faldt sammen af smerter og senere måtte transporteres til sygehuset.

Som man fortalte os, blev følgen af denne gemene … måtte opgive sin soldatertjeneste. Som vi videre hørte, blev kuglen i dag til formiddag fjernet fra den sårede fod, hvor det blev konstateret, at det lykkeligvist ikke forelå en betydelig knoglebeskadigelse.

Dette overfald, som meget let kunne have fået meget værre følger, er så morderisk og brutalt, at der ligger i almenhedens og offentlighedens interesse, at gerningsmanden bliver fanget.

Den samlede befolkning ville yde en stor indsats, hvis de ikke få løse eksistenser, som her driver nytteløse rundt, bliver fjernet. Den sårede underofficer er nemlig af den overbevisning, at han i nødværgen har markeret med sablen mod en af angriberne, så denne for enhver er let genkendelig, hvad der vil lette pågribelsen meget.

Det er derefter nyttigt at enhver, der fortsat ønsker sådanne optrin, at det undlades, og at politiet i deres efterforskning hjælpes og at de
alle kommer til forståelse af, at det får nyttige oplysninger om gerningsmanden.

På den anden side skal det endnu engang ved denne lejlighed skrives: Sammenstødet mellem dragoner og unge folk søndag aften står tilbage. Når også sagen virker farligere end den i virkeligheden var, så er disse røverier alligevel beklagelige, da de med uophørlig konsekvens fører til en skærpelse af modsætningerne og dermed en skærpelse af de militære og politimæssige foranstaltninger, som må føres for at opretholde ro og orden. Uden med god vilje og indsigt, så
kommer der intet godt ud af stridighederne, og må det være muligt at tro på, at de som minimum ophører, til trods for årsager, som de har i de nationale modsætninger.

Om aftenen 1. pinsedag drog en infanteri-patrulje med opplantede bajonetter gennem Tønders gader.

[…]

” .. ville være fornuftigere, hvis man undlod disse optog, før de bliver forbudt. Offentlige optog i sluttede kolonner bør først afholdes efter forudgående politimæssig tilladelse, denne forordning har gyldighed for alle, altså også for seminaristerne.

Det kan ikke skarpt nok fordømmes af fællesskabet, at når den tyske ungdom lader sig rive med til optøjer, som der om natten til søndag desværre ret talmæssigt kan rapporteres om. Der blev beskadiget en æresport, guirlander skåret af og revet ned, på et hus ved  skibsbroen, blev vinduer, i hvilket der stod et lille dannebrogsflag, slået ind.

Alle former for anfald er blevet udøvet og også de danske soldater har man sågar fornærmet, så disse, som man siger, havde grebet til deres våben. Vi må her udtrykkeligt henvise til hvilke  ubehageligheder den enkelte udsættes for, som sådanne tølpere gør sig skyldige i.

De danske soldater har ordre til selv at være så forsigtige som muligt overfor en tølperagtig adfærd, men buen skal ikke over-spændes. Med den virkelighed, at Tønder bliver dansk, må man stille sig til tåls med at andre muligheder er udelukket. Og derfor er det bedst og fornuftigst, når indbyggerne i Tønder frem for alt ikke forholder sig strengt negativt til hvad der er dansk, men i stedet gør sig umage med at forstå dansk skik, pleje omgang med de herboende
danskere og arbejde hen imod et godt naboskab, som for begge sider er en stor fordel.

Kun derigennem bliver fremtiden for tyskere tåleligt; da kan man af sine danskere forlange, at han overhører tyske gemenheder og dertil stadig skal gøre gode miner. Enhver statslig fornuft kræver at behandlingen af sine statsborgere styres af dennes optræde, og når
man herefter lader fornuften herske i Tønder, så har byen intet at skulle lide under. I modsat tilfælde kan det ikke undre nogen, når der fra dansk side svares igen.

Transkriberet og oversat af Ebbe Ottosen.