Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

(… fortsat fra 23. juli 1916)

Der var blevet sagt, at vi skulde blive der paa Stedet 2 Dage. Næste Morgen — altsaa den 24. blev vi imidlertid vækket Kl. 2½ og maatte atter af Sted.

Efter en længere March naaede vi de tyske Artilleristillinger og forblev foreløbig nogle Timer der i Ly af en Granskov. Forude hørtes Kanonerne og heftig Geværild.

Vi var forberedt paa at skulle i Ilden.  Det varede ej heller længe, før vi fik Ordre til Opbrud. Det var øjensynligt Meningen, at vi skulde angribe i venstre Flanke; ad en lang Omvej blev vi ført omkring og stillet op i Skyttelinje. Saa gik det fremad.

Da vi havde svinget omkring, var Russerne imidlertid atter undvegne — som sædvanlig.

Der kom nu Befaling til Fremrykning. Foran os havde vi en stor 7-8 Km. dyb Skov. Sammen med flere udvalgte blev jeg sendt gennem Skoven for at opspore og eventuelt tage bortsprængte Russere til Fange. Ikke for Russernes Skyld, af hvilke vi fangede 3.

Men Skovbunden var saa ujævn, at Fremrykningen var forbundet med de største Besværligheder. Den ene Russer, vi fangede, stod bag et Træ. Bøssen havde han stukket med Bajonetten i Jorden. Han stod med Hænderne i Vejret. Da vi kom hen til ham, og han saa, at vi ikke gjorde ham ondt, smilte han over hele Ansigtet.

Det var en flink ung Fyr. Han var meget lykkelig, da vi gav ham lidt at drikke.

Endelig naaede vi ud af Skoven. Der laa en Landsby, hvorfra vi skulde bøje af til højre, ned mod Jernbanelinjen fra Chadow til Ponawjesch.

Knapt var vi kommen ind i Landsbyen, før vi fik en Hilsen fra Russerne i Form af flere velrettede Granater. Vi søgte hurtig Dækning og blev liggende i Ly af et Hegn nogen Tid.

Det var blevet Aften, imod Øst oplystes Himlen af flere store Skovbrande. I den By, hvor vi skulde støde til vort Regiment, brændte det ogsaa. Var Byen endnu besat af Russerne? Kunde vi risikere at fortsætte? Jeg blev af Løjtnanten sendt frem for at undersøge, om Vejen, resp. Vejgrøften bød nogen Dækning.

Halvt krybende sneg jeg mig frem, men Vejen var ikke udhulet, og Grøften var ikke 25 Cm. dyb. Vi maatte derfor ad en lang Omvej  tilbage. Flere Gange var jeg lige ved at segne af Træthed.

Da vi kom tilbage hen paa Natten, spurgte Kompagniføreren, hvordan det var gaaet os. Jeg lagde ikke Skjul paa, at det havde været en temmelig anstrengende Tur. Han svarede, at det var uundgaaeligt under Forfølgelseskampe, som dem, vi deltog i.

Næste Morgen — den 25. — blev vi vækket Kl. 2½, og Fremrykningen fortsattes. Heldigvis kom Regimentet snart i Kvarter paa et større Gods ved Floden.

I Formiddags har vi badet og ligger nu og soler os i Parken.

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.