Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 24. Januar 1916

Kære for ældre!
Ja, nu sidder jeg her og skriver til jer, og ved Lens tordner kanonerne. Den rene trommeild. Det må være en ny stor offensiv. Jeg har længe gået med skumle anelser på grund af den stærkt tiltagende beskydning af vores reserver, og nu blusser det.

Jeg er i en sindsstemning, som var jeg kastet en halv snes meter op i luften og falden blødt ned på en edderdunsdyne. Uha! denne uhyggelige mumlen, som af et tordenvejr langt borte en sommernat. Jeg ved intet mere uhyggeligt, og navnlig nu, da granaterne står så frisk i min erindring. Hvorfor skulde jeg netop komme bort, dagen før det rigtig brød løs? Jeg vil fortælle jer en historie til, om end hårene rejser sig på mit hoved derved, og det, skønt det slet ikke er nogen spøgelseshistorie: Lørdag aften fik vi pludselig ordre til, at vi ikke skulde ud den nat; men næste morgen skulde vi derimod til Avion. Den nat blev vejen til Liévin og Angres i fire timer beskudt med alle slags ild – i fire stive timer, og det begyndte netop på en tid, hvor vi ellers måtte have været derude. Det er, som styrer forsynet det hele sådan til det bedste. Og nu trommer kanonerne deres dødsmarch. – Jeg kom hertil i nat kl. to. Da jeg kom til mit gamle logi, fandt jeg to infanterister i min rede. Det viste sig senere at være to alsinger, som var kommet hertil. Men det vidste jeg jo ikke dengang, og det var ikke så sært, at jeg blev ærgerlig. Jeg måtte så til at ruske folk op af søvnen, og en sådan natvægter-tjeneste holder jeg slet ikke af.

Jeg kom da til et hus, hvor der bor tre gamle gratier. De tog uhyre venligt imod mig. De vilde endog gøre ild og lave kaffe; men jeg vilde til ro. Så førte de mig ind i den fine stue, hvor der stod en seng fuldt opredt, med alt muligt tilbehør. De var rigtig så omhyggelige for mig. Jeg kunde næsten ikke bare mig for at le, da en af dem halede sådan en fin nathue op af kommodeskuffen. Det var sådan en rigtig nathue, lang og blød, med en stor kvast. Og de bad mig endelig blive liggende lige til middag, for de vilde give mine heste og gøre stalden i stand. Da jeg vågnede kl. ni – jeg tror aldrig, jeg har ligget i så god en seng – fandt jeg alt i den stiveste orden. Hestene kiggede rigtig sådan ned på mig som en ganske uvedkommende person. Det var heller ikke mine heste, for jeg erfarede jo snart, at min ene hest „hr. Hansen”, var død af sorg over min lange fraværelse og gået op i hestebøf, mens min anden „Nudder” var bortgivet til en af alsingerne. Jeg selv fik i det samme ordre til at holde telefonvagt på borgmesterkontoret, og dér satte jeg straks en gammel barberet servante og to stuepiger i funktion med at rydde op og gøre ild. Det er heller ingen nemhed at passe telefonen her, hvor der næsten kun tales bajersk. Det gælder at spidse øren, og jeg fik da også straks en overhaling telefonisk af en vagtmester; men det gjorde jo ikke så meget. Da han måske var et par mil borte, kunde han da i hvert fald ikke gå effektivt til værks. Men I kan tro, at jeg er helt fornøjet trods alt.

De tre gratier er som sagt meget omhyggelige for mit ve og vel. Men det går også alt efter snor og stiveste orden. Her kan jeg ikke som derude smide alting fra mig. Her får jeg anvist mit bestemte hjørne til mine støvler, dér skal jeg lægge bøgerne, dér skal jeg stille den papæske og dér den anden, og i spisekammeret har jeg min bestemte hylde, og så siger de endda „C’est égal!”. Men jeg giver jo gerne afkald på så meget af min frihed, i betragtning af alt det andet gode. Tænk jer: fem gange i dag har jeg fået kaffe her; i køkkenet to gange, og da jeg besøgte min gamle madmor, måtte jeg med vold og magt trods mine heftige protester have en ganske lille kop kaffe, og nu laver de sandelig til til kaffe for syvende og sidste gang. – Nu er jeg jo helt ovenpå igen. Jeg har fået den dejligste lille hest ved kolonnen. Det har før været Jakob v. Amerikas, og det er et pragteksemplar af en hest. Jeg tror, jeg vil have den med hjem efter krigen, den hedder Frands. – Nå lige meget, nu vil jeg i seng. Kaffen viste sig at være en mærkelig blanding af mælk, æg og sukker. God nat.

Jer hengivne
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen