Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 24. december gik vi i stilling igen og blev derude til den 27. december. Juleaftensdag var med smuk solskin og let frost hele dagen. Vi arbejdede om formiddagen med ammunitionen, og vi skød også noget. Om eftermiddagen var der stille over hele fronten, og vi lavede intet. Vi ventede på aftenen, på køkkenvognen og på posten.

Løjtnant Lücker var med i stillingen. Om eftermiddagen rettede vi stuen lidt festlig ind, vi satte bordene sammen, bænkede på primitiv måde, og alt var klar til festens begyndelse.

Det begyndte at blive mørkt; klokken var 4. Der var lidt måne først på aftenen. Vi gik stille om mellem hverandre og sagde ikke ret meget, men hver enkelt havde sine tanker ja det var næsten, som om vi undgik hverandre, og hver enkelt søgte hen i stilhed, hvor han var alene.

Det var juleaften – en mærkelig aften. Det var 3. gang, jeg fejrede jul som soldat, og hvert år havde vi tænkt, ja, næste år, så er vi forhåbentlig hjemme til jul.

Jeg gik ud og stillede mig op ved husenden mod øst, her var der nogle træer og et dige. Jeg gik så over bag diget og stod med ryggen mod et træ (en ask), og så så jeg ned mod vejen, der førte fra Vest Rosebecke til Hochlede. Jorden var lidt hvid, det var ganske blikstille, men der var en ring omkring månen. Man kunne høre vognene knirke nede på vejen, og af og til kunne man langt i det fjerne høre et skud fra en eller anden kanon.

Ak, ja! Jeg stod og blev ganske vemodigt stemt. Jeg fik hjemve, jeg længtes hjem til Agerskov. Jeg tænkte på de år, da vi alle kunne fejre jul sammen, når vi fik den sædvanlige grønlangkål med svinehoved, medisterpølse og bag efter sødsuppe med svesker og til allersidst hver en snaps af de små blå glas, dog måtte dem, der var under 10 år, kun få en halv snaps – det var godt for maven.

Bag efter maden bad far Fadervor og læste juleevangeliet på en meget højtidelig måde. Juleaften var så festlig, vi var alle så glade – -.

Og nu stod jeg her og ønskede blot at kunne nøjes med den føde, hunden fik derhjemme. Jeg kunne høre en svag syngen. Sangen blev stærkere og stærkere, nu kunne jeg høre, at det var et kompagni infanteri, der kom fra fronten – fra skyttegraven, og gik tilbage efter Hochlede. De var blevet afløst, og nu var de glade, at de måtte komme tilbage til denne hellige aften; også de håbede på en skål varm mad og nogle gaver, lidt post og måske en pakke hjemmefra.

Det lød ganske betagende, da de efter at have sunget: „Ich hat einen Kammeraten” og „Auf das wir scheiden müssen” stemte i med „Stille
Nacht, heilige Nacht, alles schläft, einsam Wacht, nur das traute hochheilige Paar, holder Knabe im lockigem Haar, schlaf im himlischer Ruh“.

Taktfast og stemningsfuldt lød det gennem aftenstilheden, og længe efter hørte man støvlehælenes monotone og samtidige slag i landevejen, indtil de langsomt døde hen, og nu hørte man kun en lyd en gang imellem igen.

Kompagniet var passeret forbi, de skulle tilbage, og vi måtte blive. Kunne man endda have kommet med tilbage for i ro og stille at nyde juleaften, selv om man kun kunne få et tarveligt måltid, så var det dog en behagelig følelse, når man vidste, at her kan de engelske kanoner ikke nå os.

Der kom endnu nogle små afdelinger nede på landevejen og gik tilbage. De sang alle. Der kørte vogne frem til fronten, det var mest køkkenvogne, der skulle ud med mad, pakker samt post.

Endelig kom der en vogn, der drejede af landevejen og satte kursen op efter os. Der var kun en hest spændt for, og foruden den sædvanlige bagage af spande og madvarer, var der en sæk med post en stor kasse med ”Liebesgaben” og en kasse øl. Vi hjalp til med at læsse varerne af vognen, bar dem ind i stuen og sendte det tomme returgods med tilbage samt den skrevne post.

Vi satte os til bords, fik hver en portion mad samt en ekstra juleportion, der bestod af hver en varm pølse i sovs. Vi havde ikke noget juletræ, og efter måltidet fik vi cigarer og cigaretter, hver et par æbler, og så blev “Liebesgaverne” delt omkring, de bestod af: brevpapir, strømper, vanter, seler, lommetørklæder, spillekort osv.

Vi fik hver en portion øl, ca. 1 liter., og hver en kvart flaske vin. Mens
vi drak øllet og røg tobak blev der holdt en tale af løjtnant Lücker, der mindede om de andre gange, der var blevet fejret jul i felten og udtalte håbet om, at krigen måtte få sin afslutning i det kommende år.

Efter ham begyndte den ene efter den anden med at holde tale, der alle som en var mere eller mindre sjofle. Der blev ikke talt om juleevangeliet eller sunget salmer; men festen var aldeles gudløs.

Vi havde varme i stuen, og hist og her brændte Hindenburglysene.

Med posten var det sparsomt, jeg fik ikke noget hjemmefra denne aften.

Da vi havde festet et par timer, kaldte pligten igen. Jeg fik besked på, at jeg sammen med min betjening samt Obergefreiter Helferich skulle ud og skyde med den fremskudte kanon, der stod 2½ km længere fremme, for at beskyde punkter langt bag den engelske linje.

Det var imidlertid blevet bælgmørkt, det blæste noget og begyndte at sne en lille smule. Vi gik ud til den fremskudte kanon, der stod i en have ved en større gård, der var delvis ødelagt. Vi ladede kanonen og affyrede en del skud, dog sendte jeg dem ved siden af målet, da jeg ikke ville være skyld i nogen ulykke ovre hos englænderne på denne hellige aften.

Ved tolv tiden skød vi for sidste gang. I ildpauseme havde vi rettet os ind i en kælder i den delvis ødelagte gård.

Vi havde en lille kakkelovn anbragt i kælderen, kakkelovnsrøret stak ud gennem kældervinduet. Vi slog nogle brædder i stykker og puttede dem i kakkelovnen, og det varede ikke længe, inden vi havde en dejlig varme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.