Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.
Næste Nat sov vi mere trygt i vort Hønse- eller Hundehus, hvad det nu har været. Lydene udefra naaede os derinde, mere afdæmpet. Ilden var heller ikke saa stærk som sidste Nat. Granaterne faldt meget spredt. Kun een Gang mærkede jeg i Søvne en Eksplosion i Nærheden og en Rysten af Jorden. Jeg drejede mig om paa den anden Side og sov videre.
Jeg blev tidligt vaagen. Ved Siden af mig snorkede en Skytte, som jeg vidste skulde have været paa Vagt. Jeg ruskede i ham: “Hvorfor er du ikke paa Vagt?” Søvndrukken stirrede han paa mig: “Jeg er ikke blevet vækket.”
Jeg blev straks urolig og skyndte mig ud til Vagtposten. Han var død. Han stod paa Stigen, begravet i Jord til op paa Brystet. Vi gik straks i Gang med at grave ham ud. En lille 7,5 Granat var gaaet lige forbi ham og ned i det ca. 1 m i Diameter store Hul, i hvilket han stod, og var eksploderet i Væggen bagved ham. Stigen var splintret og trængt igennem begge Laar. Han var dræbt paa Stedet.
En god Kammerat havde forladt os. Det var med en underlig hjælpeløs og knugende Fornemmelse, vi omsider fik ham befriet af Jorden. Om Aftenen fik vi ham transporteret tilbage, hvor han fandt sit sidste Hvilested.