H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 23. September 1918.
I Dag rejste jeg atter til Berlin for at deltage i Finansudvalgets
Forhandlinger. I Hamborg traf jeg sammen med Rigsdagsmændene Hoppe og Hoff.
De var begge af den Mening, at Landdagen vilde blive opløst, og at vi derfor maa regne med nye Landdagsvalg i December Maaned.
Efter Ankomsten til Berlin gik jeg hen i Rigsdagen. Alle fraktioner holdt Møde. Læsesalen var derfor tom. Jeg vilde atter gaa, men traf i Garderoben sammen med Fr. Naumann.
Han havde forladt Fraktionsmødet, fordi han skulde holde Foredrag om Aftenen og opfordrede mig nu til at gaa en tur med ham hjemad. Vi spadserede saa sammen ud efter Lehrter Banegaard.
Paa mit Spørgsmaal: „Hvad venter De?” svarede han: „Det er ikke let at sige paa staaende Fod. Centrums Standpunkt afhænger i Øjeblikket af Brydningerne mellem Erzberger og Gröber, og det er atter afgørende for Forholdenes videre Udvikling.”
Jeg: „Det er mærkværdigt, at Gröber, som dog før har hørt til Partiets venstre Fløj, nu staar saa langt til højre.”
Naumann: „Og dog er det forklarligt. Hans Standpunkt under denne Krise skyldes dels from Religiøsitet, dels personligt Venskab overfor Grev Hertling, som han vil støtte. Gröber er en af Rigsdagens frommeste Katholiker. Med Thomas af Aquina betragter han Krigen som et nødvendigt Onde, som en Guds Straffedom over Folkene, og ud fra denne Betragtning holder han det for formasteligt at arbejde for en varig Fred.”
Jeg: „Det maa naturligvis være frygtelig svært for Centrum at lade Hertling, deres tidligere højtfortjente Formand, falde, selv om Øjeblikkets Alvor kræver det.”
Naumann: „Ja det er ikke let at komme udenom de personlige
Spørgsmaal. Vi staar jo i en noget lignende Stilling overfor Payer.”
Vi vekslede nogle flere Bemærkninger om den politiske Situation.
Saa vendte han sig pludselig om imod mig og spurgte: „Sig mig, er der noget om, hvad der i Dag blev hævdet i fraktionen, at Danmark atter nærmer sig de Allierede, ja, at der er Fare for, at det i en nær Fremtid vil slutte sig til Ententen. Ved De noget om det?”
Jeg: „Nej, jeg ved absolut ikke noget om det. Og jeg betragter Rygtet som grundløst. Alle Partier i Danmark fra yderste venstre til yderste højre har hidtil været enige om at fastholde Landets Nevtralitet, og der foreligger ikke mindste synlige Tegn paa, at dette Standpunkt skulde være opgivet.”
Naumann: „Kan Amerika og England ved Afspærringsforholdsregler,
i det hele ved deres økonomiske Politik tvinge Danmark til at slutte sig til dem?”
Jeg: „Det er ikke umuligt, men der foreligger ikke mindste Tegn paa, at de har noget saadant i Sinde. Tvertimod er der jo lige afsluttet en Handelsoverenskomst mellem Danmark og Amerika, som tilsikrer Danmark betydelige Tilførsler af Levnedsmidler og andre Fornødenheder.”
Naumann spurgte nu om Overenskomstens Indhold, som jeg gjorde nærmere Rede for. „Kan Overladelsen af Tonnage til Amerika forenes med Nevtraliteten?” spurgte han videre.
„Sikkert,” svarede jeg. „Sverrig er i denne Henseende gaaet foran. løvrigt har Danmark jo ogsaa under Krigen afsluttet Overenskomster med Tyskland, som bl. a. har faaet 10,000 Heste til Krigsbrug imod at levere Kul, som Danmark ikke kan undvære. Alle Partier i Danmark er sikkert ogsaa enige med Regeringen om, at Overenskomsten med Amerika ligger indenfor den strikte Nevtralitets Rammer.”
— Dette beroligede ham øjensynligt. Kort efter skiltes vi ad.
Om Aftenen gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg bl. a. traf de frisindede Rigsdagsmænd Dove og Kiel, med hvem jeg havde en længere Samtale. De fortalte mig, at de Frisindede havde sluttet Fraktionsmødet uden at tage Beslutning. Der har imidlertid været fuldstændig Enighed om, at det maatte betragtes som i høj Grad ønskeligt, at Socialdemokraterne blev repræsenterede i Regeringen.
Fraktionen vil iøvrigt indtage en afventende Holdning, indtil Centrums og Socialdemokraternes Beslutninger foreligger.
Da de havde forladt Salen, kom Oeser, som var bleven tilkaldt til et Møde i det forretningsførende Udvalg, men havde fundet Udvalgsværelset, hvor Mødet skulde afholdes, tomt.
Vi talte om Stillingen, og han udtalte sig overordentlig bittert om Rigskansleren. „Hertling har været en meget stor Skuffelse,” sagde han, „og i Grunden „in allem versagt”. Han har været alt for passiv, har ladet alt gaa sin egen skæve Gang. En Forandring er nu absolut nødvendig. Han maa bort, han maa hurtigst muligt fjernes.”
Jeg: „Spørgsmaalet er saa blot: Hvem skal være hans Efterfølger?”
Oeser: „I Øjeblikket er det meget svært at sige, thi det vil helt afhænge af Forholdenes videre Udvikling.”
Jeg spurgte ham, om han endnu huskede vor sidste Samtale i Landdagen, den Dag, da Dietrich fyldte 70 Aar. „Da var De meget optimistisk.”
Oeser: „Ja, gjort meget optimistisk, thi mit daværende Standpunkt hvilede selvfølgelig paa Informationer, som jeg havde modtaget af — som jeg dengang mente — allerbedste Kilde. Nu tror jeg imidlertid, at det tyske Folk i sin Helhed, og det gælder ogsaa Rigsdagen, er altfor pessimistisk.”
Jeg: „Det værste er, forekommer det mig, at der til Savnene og Vanskelighederne indadtil ikke blot kommer daarlige Efterretninger fra Vestfronten, men ogsaa fra Makedonien og Palæstina. Det stadige Tilbagetog kan kun virke deprimerende og maa specielt ogsaa i høj Grad paavirke Hærens Stemning.”
Oeser: „Ja, det eneste, der nu er at gøre, er at virke saa energisk som muligt for en Forstaaelsesfred.”
Jeg: „Saa maa der drages Omsorg for, at enkelte Medlemmer af Flertalspartierne ikke bryder ud, og paa egen Haand propaganderer Annektionsplaner.”
Oeser: „Det er der sikkert ikke længere Fare for. I denne Henseende er alle vore Partifæller nu grundigt kurerede.”