Frederik Bjørnsen, Roager, fortæller om følgende uheldige forsøg på kurtisering
Jeg lå dengang ved artilleriet, og vi var nu gået i stilling med batteriet et sted mellem Metz og Beims. Kanonerne stod ude i stillingen, mens deres forspand samt øvrige bagage lå i sikkerhed længere bagude.
Vi havde en tid vort kvarter i en mindre landsby og lå her på gårdene med vore heste.
Sammen med to kammerater og seks heste havde vi fået anvist kvarter på en gård, og her havde vi det forholdsvis rart og hyggeligt. Folkene, vi boede hos, var flinke. Der var nu først gammelfar. Han kunne kun fransk. Så var der svigerdatteren, der kunne en hel del tysk. Vi kunne da gøre os forståelige. Så var der datteren. Hun var en flink og sød pige på en 16—17 år. Manden, gammelfars søn, var borte. Han var med på den anden side.
Jo, vi kunne ikke klage. Vi havde det godt her. Om aftenen, når vi ikke var en tur ude bag fronten med proviant og ammunition, opholdt vi os inde hos familien og fordrev tiden med at spille »Sorteper« med mor og datter. Ved sengetid serverede de en kop kaffe med en vaffel til.
Ellers var franskmændene af let forståelige grunde ret afvisende. Gik vi tyske soldater gennem landsbyens gade, og sendte vi et lille venligt smil til en af pigerne, så vendte de sig bort og så til den anden side. De hadede os . . .
På den modsatte side af vejen lå der et hus. Man opdagede snart, at der her befandt sig to unge piger samt deres forældre. Den ældste af dem viste sig at være lærerinde ved byens skole. Denne var ved krigens udbrud blevet lukket, men var atter blevet åbnet. Det skete, at de unge piger en gang imellem kom på besøg hos vor unge pige. De ville kun lige hilse på hende. Os så de tilsyneladende ikke.
Men det fortog sig dog lidt efter lidt. Vi fik endda et lille slag kort med dem og med Monica, ja, sådan hed vor pige.
— Åh du, hvor er hun dog køn — betroede Seibert, min kammerat, mig.
— Køn! Hvem mener du, er køn! udbrød jeg.
— Selvfølgelig den sorthårede, lærerinden! tilføjede han.
Jeg drillede ham med, at han jo kunne forsøge at gøre sine hoser grønne hos den skønne . . .
— Ja, men hun kan nok ikke tale andet end sit modersmål, mente den allerede dybt forelskede Seibert.
— Jeg mente, at det vel ikke betød noget, når man ellers holdt af hinanden, for så kom det andet nok af sig selv. — For resten kender jeg en udvej. Hvad om du kunne benytte den.
— Hvilken? — Frederik! -— Om jeg bare kunne sige:
— Frøken, kys mig! Jeg elsker dig! Eller sådan noget i den retning . . .
— Åh, nu har jeg det. — Ser du, ham Buchmeier, kokken, han’ er jo Elsasser af fødsel. Han taler jo lige så godt fransk som tysk. Få du bare ham til at lære dig, hvad du skal sige . . .
Der gik nogle dage. Af og til hørte jeg den gode Seibert gå og brumme et eller andet.
— Han reperterer nok på sit franske, tænkte jeg og lod ham ellers være i fred.
Så kom da igen en aften, hvor vi kom sammen med naboens piger. Aftenen igennem havde vi haft det så rart sammen, og da pigerne endelig brød op for at gå hjem, sagde jeg til min kammerat:
— Hør, Seibert, nu frem med dig! Benyt nu lejligheden og få det overstået!
Jeg måtte ligefrem hale i ham — men han fik da afleveret den tillærte remse. Men — hvad skete der . . . ?
Ak, den skønne rødmede. Øjnene lynede. Hun forsvandt skyndsomt ud gennem døren, som hun lod falde i med et brag.
Ja, der stod vi så — ret betuttede, for hvad var der vel sket, siden hun, den skønne, trak sig så hurtigt ud af legen?
Og — Seibert, han stod som fortabt . . .
Men så råbte Monica: — Fy! Fy! Det kan De ikke være bekendt — De »boche«!
— Ja, men hvad har jeg da gjort? jamrede den uheldige bejler.
— Gjort — gjort!!!
Jo, det var den forbandede kok, der havde været på spil. For den sætning, Seibert havde glædet sig så meget til at kunne sige til den elskede pige, lød omtrent sådan: »Du kan rende mig ad helvede til!
DSK-årbøger, 1959