23. marts 1919 – Sønderjysk Fodboldkamp

Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt, at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold, var det jo selvsagt, at der, mens de opholdt sig i København, maatte etableres en lille Match.

A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den 23. Marts.

Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end det godt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere, hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydske Landsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. mod K.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodes at være ringe, holder de sig borte.

“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kunde de langt fra hamle op med de veltrænede Studenter.
De spillede som Folk gør det, der kommer sent med i Legen, men frisk og fair, med god Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.

Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hver af Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om
Kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *