Sønderjyden Hans skrev dette feltpostbrev over to dage

I Skyttegraven, Tirsdag, d. 22. Juni

I Aftes kom vi saa herud i Skyttegraven. Vi var først paa Vej ved Syvtiden, men maatte vende om igen, da det hed, at vi skulde flyttes, men ved 9-Tiden rykkede vi dog i Stilling.

I den stille, milde Midsommernat rykkede vi frem, stadig nærmende os Kanonernes Larmen og Torden. Inden vi naaede ind i Stillingen, havde vi Uheld og havde en Letsaaret. Stillingen er ellers slet ikke saa farlig her. Jeg sov da i Morges til Klokken 9, men vi ligger heller ikke i første Linje, men i anden, og er her mere for at lave Skansearbejde.

Det er lidt haardt og tørt at arbejde i Jorden i denne Tid, men vi har det jo ikke i Akkord. Der er ikke saa kønt her som nede i Elsas, men det er alligevel en køn og meget frugtbar Egn. Kornet staar, trods den lange Tørke, godt og frodigt bag Fronten.

St. Hansdag.
Da vi har været ude at lave Skansearbejde i Nat, er der i Formiddag igen Lejlighed til Brevskrivning. Vi har i Nat lavet en ny Løbegrav. Da vi havde dygtig lidt Halm i vore Huler, tog vi alle et Par Neg med hjem af de mange her paa Marken staaende, utærskede, Hvedekærv. Vi ligger nu blødt og godt paa den dejlige Sæd, men man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Eder derhjemme med Brødmærkerne i Haanden, paa det dejlige Hvedemel, — som I ikke kan købe.

Som Fagmand ved jeg, hvor megen Kapital, Slid og Slæb det har kostet at frembringe denne kostbare Frugt, og man kommer til det Resultat, at Krig er den værste Nød og Elendighed, som kan ramme et Land, og at de Mennesker, som er Skyld i denne Nød og Elendighed, mildest talt maa bære et stort Ansvar. Naar man saa dertil regner den Ødelæggelse, som de Tusinder af Granater foraarsager, saa staar Forstanden stille, i det mindste gaar det over min Forstand.

Men jeg er klar over, at det Land, det Folk, som skal betale dette Gilde, denne Regning, er ødelagt for lange Tider. Det kommer ikke mere paa Benene, saalænge vi skriver 19..

Skrækkeligt maa det se ud ovre i den kønne By A. Nat og Dag, med ganske korte Mellemrum, sender Artilleriet den ene Hilsen efter den anden over til Franskmændene. Forleden skød de et Ammunitionsmagasin i Luften derovre. Da havde vi ikke behov at spørge: „Hø do int æ Knald?“

I Gaar havde vi et sjældent, men ikke videre kønt Syn. Det var en fransk Flyver, som et velrettet Kanonskud traf. Han kom temmelig hurtigt til Jords. Hvordan det gik det arme Menneske, ved jeg ikke, da han faldt temmelig langt fra os.

Nu skal jeg ned efter Middagsmaden og slutter derfor med hjertelig Hilsen

Eders Hans

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)