Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 23.2.1917

Min egen kære Inger! I går skrev jeg til dig, at jeg ingen orlov kan få, men at jeg måske kan få orlov til Flensborg, og bad dig om at sende degn Paulsens adresse. Jeg har nu betænkt mig. Jeg tror, det er bedre at vente og se, hvad det bliver til med ansøgningen til generalkommandoet. Du må alligevel gerne sende Paulsens adr., for hvis denne ansøgning heller ikke frugter, så søger jeg om at få orlov til Flensborg. Det var en streg i regningen, for både du og jeg håbede, at jeg skulle komme hjem en lille tid. Der er jo imidlertid intet at gøre ved den ting, vi må håbe og have tålmodighed. Det er harmeligt, at vore foresatte ingen tillid har til os, men sådan har de jo altid vist dem over for os også i det civile liv. De får nok deres løn. Jeg kan forstå af dit brev, at du venter mig hjem, kære Inger, så er skuffelsen næsten større for dig, end for mig. Rigtignok gjorde det et slemt indtryk på mig, da feldweblen fortalte mig, at jeg ikke kunne få orlov. Det går mig nu ligesom Jes sidste vinter, han kunne heller ikke få lov at komme hjem. Man skulle ellers synes, at når amtsforstanderen og landråden begge siger god for os, så kunne der ikke være noget i vejen. Nå, nu kan det være nok om det, det nytter jo ikke at ærgre sig over det, og foreløbig har jeg det godt og er ingen fare i. I dag er vi bleven flyttede, men ikke til fronten. Vi ligger nu i en by, som hedder Fressies, den ligger østlig for Arras, måske 20-30 kilometer. Du kan vist finde den på kortet. Vi havde en spadseretur så langt som fra Fjelstrup til Hoptrup, men det er ikke så slemt nu, da det ikke er så varmt. Undervejs fik vi middagsmad fra feltkøkkenet, som koger altimens det kører. Det var kartoffelskrællesuppe med lidt kød i, en ret som vi har fået en gang før. Tyskerne er opfindsomme. Det er just ingen velsmagende middagsmad, men når man er sulten og intet andet kan få, så »æder« man det. Det er blevet forbudt at få »Fettigkei- ten« hjemmefra, men det skal du ikke bryde dig om. Bliv bare ved at sende som du plejer, kære Inger, for jeg vil da ikke spise tørt brød, så længe der er noget at få hjemme Iros jer. Det er næsten for meget forlangt, først at nægte os orlov, og så at sætte os på vand og brød…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.